Efter sommerens “The Last Knight” så takker Michael Bay af fra “Transformers”-franchisen. Fem film i serien er det blevet til. Men det stopper ikke franchisen, der til næste sommer giver premiere til et “Bumblebee”-spinoff, som bliver en prequel.
Se også: Michael Bay: 14 “Transformers”-film mere på vej efter “The Last Knight”
Det er Michael Bay selv, der til MTV afslører, at “Bumblebee”-filmen kommer til at foregå før handlingen i den første “Transformers” fra 2007.
Samtidig fortæller han, at den kommer til at henvende sig til en yngre målgruppe.
“Bumblebee” bliver den første af angiveligt i alt 14 planlagte “Transformers”-film, som altså bliver uden Bay selv.
Det er “Kubo – den modige samurai”-instruktøren Travis Knight, der skal instruere det første “Transformers”-spinoff.
“Transformers: The Last Knight” får premiere d. 21. juni.