Samurai med stor (stop)motion

Stop! “Kubo – den modige samurai” er noget særligt. For i en verden, hvor dygtige Pixar dominerer med sine fejlfrie animationer, så er det sgu dejligt at se på fejl. På stop-bevæg-stop-dukker, der uperfekt peger på, at det er film, vi ser. En historie, der bliver fortalt. Her en samurai-fortælling om Kubo, der savner sin far og mor.

Kubo er selv historiefortæller. Han fortæller eventyr midt på landsbyens torv med sin trestrengede guitar, der bringer papir til live som heltemodige samuraier, som skal bekæmpe den mørke månekonge. Og selv om figurerne, der lystrer fortællerens strengeleg, tydeligt ikke er virkelige, så er landsbyens unge såvel som gamle opslugt af dramaet. Herfra er det oplagt med en parallel til den historie, som du og jeg ser på. Den om Kubo. For som en af Laikas stop-motion-dukker i traditionen fra “Coraline” og “ParaNorman” så er der ingen tvivl om, at Kubo, aben Hr. Abe, der er en kvinde, og insekt-samuraien Bille er uvirkelige. De stop-bevæger sig. Alligevel var jeg opslugt af dramaet.

Og det er et mørkt et af slagsen. Samuraien over alle samuraier har ofret sig for sønnen Kubo, der dog mistede sit ene øje i kampen imod Månekongen og de onde søstre fra Himlen. Snart er mor også væk. Det er ren “Harry Potter”. Nu må Kubo på tur igennem en post-samurai-verden for at finde det særlige sværd, hjelm og rustning, der kan besejre den her fortællings Lord Voldemort. Og det er en storladen verden at se Kubo og sit umage slæng gå igennem. Grum sne dækker fortidens knuste samurai-statuer, som ligger knækket i det fortabte landskab. Mytologien er på plads.

Det er netop, når “Kubo – den modige samurai” holder den voksne tone, der med de onde hekse-søstre næsten skræmmer som Coralines falske forældre, at den er bedst. For selv om den moderlige Hr. Abe næsten ligner et af de filtdyr, jeg lavede i fjerdeklassens håndarbejde, så er det episk fedt at se den kæmpe “Kill Bill”-style med ninjasværd imod de magiske hekse fra månen. Det er dramatisk.

Desværre har 7-års-censuren tvunget “Kubo”-holdet til at tvinge en humor ned over dukkeløjerne, som langt fra er en samurai værdig. Et kæmpe-skelet med lysende øjne gemmer på det magiske sværd, som Kubo søger. Det er en mørk modstander, der dog gøres noget mindre mørk ved, at Bille punkterer alvoren med en joke om, at nu må de skære ind til benet. Skelet. Benet. Fik du den? Sådan punkterer særligt den irriterende Bille-mand løbende Kubos ellers gennemførte mytologi.