Critical Role-universet er i fuld gang med at udvide sig under Amazon Prime Video, og holdet bag “The Legend of Vox Machina” er nu på vej med endnu en animeret fantasyserie.
Critical Role, en gruppe af stemmeskuespillere, der igennem flere år har mødtes ugentligt for at spille “Dungeons & Dragons” live for tusindvis af seere, stod i 2022 bag “The Legend of Vox Machina”, en Prime Video-animationsserie baseret på deres første streamede kampagne i fantasyspillet.
Læs også: “‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’-trailer teaser et underholdende fantasy-eventyr”
Serien har været en stor succes hos streamingservicen, der for nylig gav premiere til seriens anden sæson, mens en tredje allerede er sikret.
Den varme modtagelse har resulteret i, at “D&D”-spillernes anden kampagne nu også skal fortolkes i animationsserieformat. Titlen på serien er – ganske ligesom “The Legend of Vox Machina” – inspireret af kampagnens fiktive fantasy-gruppe og er derfor “Mighty Nein”.
Nyheden om serien kommer i forlængelse af en artikel fra Variety, der annoncerer, at Critical Role og har indgået en aftale med Amazon Studios om eksklusivitet på kommende tv-projekter, mens studiet også har sikret sig førsteret på fremtidige film fra det kreative hold.
“Mighty Nein” fortæller en historie om en gruppe udskud og kriminelle, der må stå for at redde kongedømmet fra totalt kaos, efter et mystisk og farligt artefakt falder i de forkerte hænder.