Good Night, and Good Luck.
Udgivet 17. dec 2005 | Af: The Insider | Set i biografen
Stilistisk er “Good Night, and Good Luck” (Murrows afslutningsreplik i hvert afsnit af sit program) den nærmest diametrale modsætning til Clooneys instruktørdebut, “Confessions of a Dangerous Mind”. Hvor “Confessions” bød på et sandt sammensurium af farver, filtre og diverse ukonventionelle tekniske virkemidler, så er “Good Night” i stedet visuelt diskret og urokkelig stabil, takket være Robert Elswits underskønne sort/hvide kinematografi. Man får næsten lyst til at indramme hvert billede fra filmen og hænge det op. Man tænker slet ikke over, at filmens farvepalet er drænet for farver. Ligesom man aldrig er ét eneste sekund i tvivl om, at man befinder sig i 50’ernes Amerika. En mere troværdig filmisk afbildning af denne tidsperiode skal man lede meget, meget længe efter. Man tager ofte sig selv i nærmest at kunne smage røgen fra filmens utallige antændte cigaretter. Af og til tager man endda nærmest sig selv i at hoste forsigtigt.
Manden vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle ved filmfestivalen i Venedig, og selv om “Good Night” er for minimalistisk en film til at sikre manden en Oscar, så er en nominering i det mindste stensikker. Og så vil vi meget gerne se mere til den aldrende herre i fremtiden, tak. Og Clooney og co. har begået en decideret genistreg ved at vælge at bruge virkelige, gamle optagelser af McCarthy i stedet for hyre en skuespiller. Det gør McCarthy til en endnu mere skræmmende personlighed og styrker filmens allerede solide autentiske atmosfære.
Med sin fortælling om en af pionererne indenfor dybdeborende journalistik, har Clooney manifesteret sig som en af pionererne på det nye årtusinds filmscene. Det fascinerende faktum, at det er Dr. Ross fra “Skadestuen” og ligeledes Batman fra “Batman & Robin”, der har skruet denne lille genistreg sammen, er nok til at gøre enhver rundtosset af overrumplende positiv forbløffelse. “Good Night” er en af den slags film, man har lyst til at løbe ud på gaden og råbe, skrige og synge om bagefter. Fordi “Good Night” har noget på hjerte, og ikke forsøger at slå det fast med hammer og mejsel.
Historien bliver fortalt på så særdeles attraktiv og overraskende máner, at den garanteret ville have gjort Murrow stolt. Og det er en historie, der både fortjener og behøver at blive hørt, især i disse dage hvor journalistik, især i filmens hjemland USA, synes at blive domineret og dikteret af halvhjertet underholdning, grådige sponsorer og flere forskellige former for censur. Og hvis udgivelsen af denne film ikke giver den danske journalisthøjskole et ansøgningsboom af astronomiske proportioner, er der ingen retfærdighed eller logik i verden.
Velspillet, flot, rørende, morsom og stærkt inspirerende. “Good Night and Good Luck” er et af de sidste og bedste amerikanske dramaer, du får lov at nyde på de danske lærreder i år. Det er den bedste og mest essentielle film om journalistikkens magt siden “The Insider”. Nej… det klinger faktisk lidt falskt. Det er en af de bedste film overhovedet siden “The Insider”. Siden når som helst endda.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet