John Cho, Mustafa Shakir og Daniella Pineda påtager sig rollerne som den elskede gruppe af dusørjægere, der jager kriminelle gennem solsystemet i deres rumskib Bebop.
Netflix’ remake af den legendariske anime-serie “Cowboy Bebop” er lige rundt om hjørnet. Hvor den originale serie bestod af 26 25-minutters episoder — eller ‘sessions’, som serien kalder dem —, består den nye serie af 10 episoder, der til gengæld alle varer en time.
Her følger vi Spike Spiegel (Cho), Jet Black (Shakir) og Faye Valentine (Pineda) jage kriminelle for dusører — så længe det er for den rette pris. Dog er de alle hver især på flugt fra deres egen fortid, der før eller siden vil indhente dem.
Læs også: “Netflix’ ‘Cowboy Bebop’-premieredato offentliggjort sammen med de første officielle billeder”
Hvor den seneste teaser var uafhængig af selve serien og blot gav en forsmag på selve stilen og stemningen, byder den nye trailer på egentlige plotpunkter og viser os, hvad vi kan forvente at se af både originale elementer og velkendte punkter fra originalserien.
Den ikoniske introsang “Tank!” fra originalserien er tilbage, og det samme er komponisten Yoko Kanno, der står for at komponere soundtracket til de 10 nye episoder. Ligeledes er originalseriens instruktør Shinichirō Watanabe tilbage — denne gang som kreativ konsulent.
André Nemec står bag serien, der er skrevet af “Thor: Ragnarok”-forfatter Christopher Yost. Alex Garcia Lopez (“Daredevil”) og Michael Katleman (“Scandal”) har instrueret fem episoder hver.
Netflix’ “Cowboy Bebop” får premiere den 19. november, men der er allerede nu mulighed for at se eller gense alle 26 episoder af den fantastiske originale anime-serie på streamingtjenesten.