Mike Flanagan vender snart tilbage med endnu en horrorminiserie med “The Fall of the House of Usher”, der nu har fået sine første billeder.
Efter et succesfuldt partnerskab med Netflix ligger serieskaber Mike Flanagans fremtid hos streamingkonkurrenten Prime Video. Dog bliver hans afgang markeret med en sidste horrorserie, “The Fall of the House of Usher”.
Læs også: “Mike Flanagan udvikler ‘The Dark Tower’-serie under sit produktionsselskab Intrepid”
Her følger vi Roderic Usher, direktøren af en medicinalvirksomhed, der er nødt til at se sin skumle fortid i øjnene, efter hans børn på mystisk vis begynder at dø.
Netflix har nu offentliggjort seriens første billeder, som giver os det første blik på den dødsdømte familie. I klassisk Flanagan-facon ser vi flere skuespillere, der har arbejdet på serieskaberens tidligere projekter, heriblandt Rahul Kohli, Samantha Sloyan, T’Nia Miller, Carla Gugino, Henry Thomas og Kate Siegel.
Blandt Flanagans nye stjerner ser vi blandt andre Carl Lumbly, Willa Fitzgerald, Mary McDonnell og Mark Hamill. Bruce Greenwood, der har æren af at spille Usher-patriarken, overtog rollen et godt stykke inde i seriens optagelser, efter den oprindelige hovedrolleindehaver Frank Langella blev fyret som resultat af krænkende adfærd. Alle karakterens scener måtte derfor skydes om.
“The Fall of the House of Usher” er baseret på Edgar Allen Poes gotiske novelle af samme navn, men indarbejder også flere af forfatterens andre værker og karakterer.
Serien får premiere på Netflix den 12. oktober. Du kan se de 11 nye billeder herunder.