Optagelserne af “The Witcher” Sæson 3 er officielt skudt i gang, og samtidig ved vi nu, hvad vi kan forvente af Geralt of Rivias kommende episke eventyr.

Efter Sæson 2’s hæsblæsende afslutning begynder vi for en gang skyld en “The Witcher”-sæson med seriens tre frontfigurer, Geralt (Henry Cavill), Ciri (Freya Allan) og Yennefer (Anya Chalotra) samlet.

De tre karakterer sidder da også trygt i settets sorte stole på et nyt officielt billede, der kommer sammen med annonceringen om, at produktionen af den nye sæson er begyndt.

I forbindelse med produktionsstarten har man også afsløret et resume af plottet for det tredje kapitel i Netflix’ fortolkning af Andrzej Sapkowskis bogserie.

“Mens monarker, magikere og bæster fra the Continent kappes om at fange hende, bringer Geralt Ciri af Cintra i skjul, fast besluttet på at beskytte sin nyligt genforenede familie imod dem, der truer med at ødelægge den. Betroet med Ciris magiske træning fører Yennefer dem til den beskyttede fæstning af Aretuza, hvor hun håber på at opdage mere om pigens uudnyttede kræfter; i stedet opdager de, at de er landet i en slagmark af politisk korruption, mørk magi og forræderi. De må gøre modstand, sætte alt på spil – eller risikere at miste hinanden for evigt.”

Sammen med Cavill, Allan og Chalotra har der været flere danske navne at finde på seriens rolleliste. Lars Mikkelsen spillede magikeren Stregobor, mens Kim Bodnia i Sæson 2 blev introduceret som Geralts mentor, witcheren Vesemir.

Sæson 3 er ikke det eneste “The Witcher”-projekt, vi kan se frem til i fremtiden. Netflix har nemlig en prequel-serie med undertitlen “Blood Origin” på vej, der foregår 1200 år før originalseriens handlinger.

Læs også: “Netflix’ live action ‘Resident Evil’-serie har fået sin premieredato samt første dystre posters”

Både “Blood Origin” og “The Witcher” Sæson 3 udgives på Netflix, men ingen af projekterne har nogen premieredato.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: