Jason Bateman får æren af at instruere super(helte)stjernerne Chris Evans og Scarlett Johansson i sin nye film “Project Artemis”.
Apple har for over 100 mio. dollars købt rettighederne til Batemans kommende film, der er en en fortælling om rumkapløbet, rapporterer Deadline. Rose Gilroy, datter af skuespiller Renee Russo (“Thor”) og instruktør/forfatter Dan Gilroy (“Nightcrawler”), har skrevet filmen og får dermed debut som spillefilmsforfatter.
Med både Johansson og Evans tilkoblet, betyder det, at de to Marvel-ikoner skal spille over for hinanden for første gang siden “Avengers: Endgame”. Oprindeligt skulle de dog have haft deres genforening på det store lærred i filmen “Ghosted”, men Black Widow-skuespilleren måtte erstattes af Ana de Armas (“Blade Runner 2049”), efter skemaplanlægningsproblemer kom i vejen.
Udover at være filmens stjerne, påtager Johansson sig også rollen som producer. Det samme gør Bateman.
Apple skrev for nyligt Oscar-historie, da “CODA” vandt titlen som Bedste film. Det er nemlig første gang en streamingtjeneste har vundet den helt store kategori.
Læs også: “Oscar-uddelingen 2022: En aften fyldt med overraskelser, chok og slag”
Hvornår vi kan forvente at få “Project Artemis” at se, ved vi endnu ikke.