Marvel-fans har nærmest hungret efter at få superhelten Nova introduceret i MCU siden franchisen begyndte at bevæge sig uden for Jordens sfære, og nu går deres ønske endelig i opfyldelse.

Et “Nova”-projekt er under udvikling hos Marvel Studios, rapporterer Deadline. Dermed er der ikke længere nogen tvivl om, at Richard Rider, aka Nova, inden længe får sin MCU-debut. Nu er spørgsmålet nærmere, om vi får ham at se inden hans soloprojekt, eksempelvis i James Gunns rumeventyr “Guardians of the Galaxy Vol. 3”, eller om vi må vente til karakteren selv står i centrum.

Indtil videre beskrives “Nova” blot som et projekt, da vi endnu ikke ved, om det er en spillefilm, en serie eller miniserie, vi skal forvente. Det rapporteres dog, at Sabir Pirzada, en af forfatterne på Marvels kommende Dinsey+-serie “Moon Knight”, står for at skrive manuskriptet.

Læs også: “Oscar Isaac står over for sig selv i ny ‘Moon Knight’-teaser”

Nova er i tegneserierne en del af den intergalaktiske politiafdeling Nova Corps og har superkræfter såsom flyvning, superstyrke samt evnen til at absorbere energi og affyre det som en stråle eller et pulsslag. I MCU blev Nova Corps destrueret i “Avengers: Infinity War”, så det bliver spændende at se, hvilken form for indflydelse (hvis nogen), det får på vores kommende helt.

Hvornår vi kan forvente at se “Nova”, ved vi endnu ikke.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: