Et “Sherlock Holmes”-univers er under opsejling hos HBO Max, der har to serier i de tidligste udviklingsstadier.

Robert Downey Jr., der spillede titelkarakteren i begge Guy Ritchies spillefilm om den ikoniske britiske detektiv, er tilkoblet begge projekter som executive producer gennem sit produktionsselskab Team Downey. Lionel Wigram, der producerede begge film og stod bag historien på den første, er ligeledes tilkoblet i samme rolle.

Læs også: “Warner Bros. udvikler ‘It’-prequel-serie for HBO Max”

Selvom de to serier begge er tilknyttet filmuniverset, der blev grundlagt af Ritchie i 2009, ved vi hverken, hvad de vil omhandle, eller hvor forbundne de er til filmene. Ifølge Deadline, der var blandt de første til at rapportere nyheden, vil serierne dog fokusere på karakterer, der endnu ikke er blevet introduceret. Disse karakterer skulle dog eftersigende være en del af den tredje film i franchisen.

Serierne er afhængige af, hvad der sker med netop “Sherlock Holmes 3”, der har været længe undervejs, og som stadigvæk ikke har en premieredato. Downey Jr. skulle dog endnu engang værea at finde i rollen om Holmes, mens Dexter Fletcher (“Rocketman”) denne gang erstatter Ritchie i instruktørstolen.

Det står ikke klart, hvorvidt Downey Jr. også vender tilbage til rollen i serierne, eller om han holder sig til sine opgaver bag kameraet.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: