“Tracks”, som handler om en ung pige på ørkenvandring, blev sidste år vist på flere filmfestivaler rundt omkring i verden. I den forbindelse fik filmen fremragende anmeldelser med på vejen. Nu er filmen så blevet ledsaget af en ny trailer.
Se også: Robert Pattinson som ung Lawrence of Arabia i Herzogs nye film
“Tracks” handler om Robyn Davidson (Mia Wasikowska), der beslutter sig for at vandre på tværs af Vestaustraliens ørkener, en tur på i alt 2700 km. Med på vejen har hun fire kameler og sin trofaste hund. Undervejs møder hun også National Geographic-fotografen Rick Smolan (Adam Driver), der beslutter sig for at dokumentere hendes rejse.
“Tracks”, som er instrueret af John Curran (“Kærlighedens slør”), vandrer ind i de danske biografer den 7. august 2014.