I kærlighedens kløerDet er formentligt skuespillet, der er største trækplaster i den delvist sentimentale “Kærlighedens slør” baseret på W. Somerset Maughams kærlighedsroman af samme navn. Således udmærker de to hovedaktører, Edward Norton og Naomi Watts, sig forbilledligt på netop den baggrund, alt imens forrige århundredes britiske imperialisme og koleraepidemier udfoldes og sætter en overordnet dagsorden i bagvendt rækkefølge.

Selvom instruktøren John Currans potente kærlighedsdrama på trods af et til tider uoriginalt tilsnit skærer lige ind til benet med noget, der minder om kirurgisk præcision og grundlæggende er uhyre godt håndværk, lider filmen under en tematisk brug, som bl.a. Kristian Levrings tilsvarende “The Unintended” også har søgt tilflugt i. Ikke desto mindre er “Kærlighedens slør” en præcis og velfortalt historie om to særdeles umage eksistensers opbygning af en kærlighed, der ikke i første omgang dannede forudsætningen for deres problematiserede ægteskab.

Omdrejningspunktet er den forknytte og britiske bakteriolog Walter Fane (Edward Norton), der ganske spontant indgår ægteskab med den mere frivole og letlevende lægedatter Kitty (Naomi Watts), ikke fordi de to nærer storladne følelser for hinanden, men snarere fordi samfundets daværende normer dikterer dem til det. Tiden er 1925 og stedet i første omgang Hong Kong, sidenhen Taiwan. Tværs gennem filmen finder vi antydninger af samtidens kolonisering og koleraudbrud, der i den forstand bliver den reelle arbejdsgiver for Walter.

Som en slags repræsentanter for det britiske imperium tager parret derfor af sted til den afsidesliggende taiwanske landsby Me-Tan-Fu, hvor Walter får til opgave at forsøge at få bugt med netop koleraens hastige udbredelse. Det er i hvert fald undskyldningen udadtil over for det overfladiske angelsaksiske overklassesamfund. Årsagen er dog en helt anden og skal ses i lyset af Kittys åbenlyse affære med high society-løget Charlie Townsend (Liev Schreiber), mens gemalen pligtopfyldende knokler for den videnskabelige anerkendelse.

Forcen er derfor det udvendige drama, der udvikler sig til et veritabelt magtspil mellem de to ægtefolk, hvor selvhævdelsen konsekvent falder på modpartens bekostning. Ikke desto mindre vejres morgenluft undervejs, og noget tyder – i glimt i hvert fald – på, at kimen er lagt til at betræde den lange vej mod kærlighed og forståelse. Men det er en lang vej, og ind imellem står koleraens udbrud, lokalbefolkningens antagonisme mod briternes tilstedeværelse og endeligt Kittys normbrud ved at tage hverv i det lokale nonnekloster.

“Kærlighedens slør” er smukt håndværk, der altså glimrer ved skuespillet, men også rummer en lyrisk og stemningsfuld side, der til trods for dens noget traditionelle tilgang til sin fortælling har noget forførende over sig. De smukke og panoramiske landskaber står i skærende kontrast til sygdommen, døden og elendigheden, der forråder lokalsamfundet, såvel som det forråder det unge pars skrøbelige forhold. Symbolikken ligger tonstungt i at få vandforsyningen fra en lokal kilde til det afskårede samfund til at fungere. Lykkes det, er der måske også håb forude for det strandede parforhold?

John Curran er et forholdsvist ubeskrevet blad på disse breddegrader. Alligevel er han sluppet ganske hæderligt fra en film, der grundlæggende hviler på gammelkendte og hyppigt brugte fortællemekanismer. “Kærlighedens slør” svælger til tider i det sentimentale, men formår at holde vand. Parforholdet, der er det centrale i denne sammenhæng, er velspillet dramatik, lyrikken er allestedsnærværende og tematikken evigtgyldig. Men samtidig er den historie, man fascineres af, præget af klichéer og vanetænkning.

Video”Kærlighedens slør” fremstår i et anamorphic widescreen 2.40:1 format, der glimrer uden at imponere. Billedet står generelt skarpt og præsenterer tillige en stabil farvetemperatur og en relativt solid kontrast. Alligevel er det ikke til at komme uden om de tilfælde af edge-enhancement og udtværinger, der indfinder sig undervejs. Derudover er filmen dog præget af myrer, der giver indtryk af det klassiske filmlook.

AudioLyden begrænser sig til et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor, der kommer godt ud i alle kanaler. Der er ikke tilfælde af lydpanoreringer, hvilket ellers ville gøre sig godt i samspil med de stemningsfulde kulisser. Til gengæld står dialogen skarpt, underlægningsmusikken er voluminøs og stemningsskabende, og endelig er atmosfærelyden prangende og giver et vellykket indtryk af nærvær.

EkstramaterialeUdover trailere for “Flyboys”, “Revolver”, “Goya’s Ghost” og “Brooklyn Rules” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

Elegante overklasseselskaber, hestevogne, betagende landskaber og åbne marker som betrædes af folk i noget nær victoriansk beklædning. Fra starten af oser “Kærlighedens slør” langt væk af historisk periodefilm, romantisk fortælling og udstyrsstykke. På trods af de velkendte kulisser, er den dog et aldeles hæderligt værk og en ganske rørende historie.

Den succesfulde bakteriolog Walter Fane (Edward Norton) forelsker sig hovedkulds i overklassepigen Kitty (Naomi Watts). Han frier til hende og hun siger modstræbende ja – ikke så meget af kærlighed som af nød, da hendes moder er ivrig efter at få hende afsat. Sammen rejser parret til Shanghai hvor Walter har fået job, men mens han kaster sig ud i arbejdet, er Kitty ved at gå til af kedsomhed. Hun indleder en affære med den charmerende statsmand Charles Townsend (Liev Schreiber).

Walter opdager imidlertid sin kones utroskab, og fuld af hævntørst og fortvivlelse tager han hende med på arbejde i en lille landsby i en fjern provins. Området plages af en fæl koleraepidemi og mens Walter arbejder ihærdigt på at redde indbyggerne, er Kitty ganske isoleret med naboen Waddington (Toby Jones). Mens sygdommen raser, og et oprør truer, bliver Kitty dog efterhånden mere engageret i sine omgivelser.

Det er efterhånden længe siden, at romantiske film i historiske omgivelser havde deres storhedstid. Selv da David Lean bragte genren til sit ypperste, var de allerede lettere anakronistiske, men de fik dog en renæssance med Merchant/Ivory produktionerne samt film som “Den engelske patient” og “Titanic”. At se genren genoplivet nu føles da også lidt som at smutte i et par gamle udtrådte sutsko: det er ikke just nogen udfordrende oplevelse, men det har alligevel sin egen velkendte charme.

Historien er baseret på en roman af W. Somerset Maugham, der allerede to gange tidligere har været filmatiseret. Den følger det unge par, som skal gennemleve så frygteligt meget ondt, og hvis skrantende ægteskab der skal en koleraepidemi til at redde. Filmen konfronterer den lidenskabelige forelskelse med den langsomt spirende dybere kærlighed gennem Kittys udvikling og modning. Som i enhver god opbyggelig fortælling ligger sympatien naturligvis ved den sidste, men handlingen udvikler sig ikke desto mindre ganske rørende.