Michael Petroni er blevet hyret til at skrive manuskriptet til “Narnia: Morgenvandrerens rejse”, Walden Medias tredje film i “Narnia”-sagaen, som nu laves i samarbejde med Fox 2000, efter Disney bakkede ud af franchisen i december.
Petroni overtager tjansen fra Richard LaGravanese, som udarbejdede det seneste manuskriptudkast over den populære roman af C.S. Lewis.
“Morgenvandrerens rejse” udspiller sig efter begivenhederne i “Prins Caspian”, hvori Lucy og Edmund sammen med deres irriterende fætter Eustace tager på en eventyrlig sørejse med kongeskibet Morgenvandreren for at finde syv forsvundne hertuger.
Walden regner med at kunne påbegynde optagelser til sommer og udsende filmen i biograferne ved juletid i 2010.
Petroni fik tilbudt “Narnia”-manusopgaven på baggrund af sit seneste arbejde på projekter hos Fox 2000, deriblandt en omskrivning af Kevin Limas thriller “Afterlife”, en tilpasning af Markus Zusaks roman “The Book Thief” samt en omskrivning af Julia Roberts-filmen “Daniel Isn’t Talking”.
#1 filmz-bigemaster666 15 år siden