Næsten lige i garderobeskabet

“Narnia: Prins Caspian” er ganske vist dystrere, større og bedre end forgængeren, “Narnia: Løven, heksen og garderobeskabet”, men de to film fungerer af samme årsager: De bebyrdes ikke af unødvendige sidehistorier. Karaktererne er tilpas charmerende eller afskyelige og portrætteres af veloplagte skuespillere. Universet er fantasirigt, og actionsekvenserne og vitserne er familievenlige, men heldigvis hverken synderlig tandløse eller platte. Kort sagt: Filmene har ingredienserne til at udgøre tilfredsstillende, filmiske festmåltider for hele familien.

Men ligesom et mættende måltid fremkalder filmene ikke nogen særlig trang til snarligt gensyn. De er underholdende, men også forglemmelige. Det høje tempo i “Narnia: Prins Caspian” bliver fastholdt ved bl.a. at reducere mange af figurerne til endimensionale arketyper og ved at løse interessante konflikter lynhurtigt. Ud af de fire børn fra den første film, der vender tilbage til fantasilandet Narnia, er det kun den ældste, Peter, som gennemgår en forvandling – i korte perioder ligner de tre andre endda næsten statister. Derfor opnår filmen aldrig den samme gennemslagskraft som Peter Jacksons mere mangfoldige og helstøbte “Ringenes herre”-trilogi eller C.S. Lewis’ bøger, som “Narnia”-filmene tager udgangspunkt i.

Men samtidig er det også befriende at kunne nyde en fantasyfilm uden at skulle holde styr på en uendelig række navne, steder og historier som under “Harry Potter”- og “Pirates of the Caribbean”-filmene. Der spildes ikke tid på et tørt resumé af den første films handlingsforløb, og actionsekvenserne er mere dramatiske og ambitiøse end dem i forgængeren. Et par hoveder kappes af, nogle halse skæres over, og et enkelt øje stikkes ud. Det sprøjter naturligvis aldrig med blod, men der er ingen tvivl om, at “Narnia: Prins Caspian” er mere intens end sin forgænger, og især derfor udgør den også et mere interessant tilbud for ældre seere. Heltenes modstandere og dilemmaer er mere talstærke og faretruende denne gang, så filmen bliver forståeligt også mere gribende.

De unge skuespillere er også blevet bedre, men den ældste af de fire hovedrolleindehavere, William Moseley, der spiller Peter, er forbavsende stivbenet. Det hjælper ikke, at hans karakter ofte er så arrogant, at det bliver sværere at føle sympati for ham end for hans tre søskende. Men Moseleys største problem er filmens største trumfkort: Den 27-årige charmetrold Ben Barnes, som spiller den galante Prins Caspian, der sammen med Peter, Susan, Edmund, Lucy og de fantasifulde væsner i Narnia prøver at besejre den tyranniske Kong Miraz og hans enorme hær. Barnes er karismatisk, sympatisk og stjæler gang på gang rampelyset fra Moseley og Co. Han har potentialet til at blive en ægte superstjerne, og hans smittende entusiasme løfter hele filmen.

Gode, garvede skuespillere som Warwick Davis, Peter Dinklage, Pierfrancesco Favino, Sergio Castellitto og Oscar-belønnede Tilda Swinton brillerer også. Mange af de computergenererede væsner ser desværre utroværdige ud, og forbavsende mange kulisser virker ufærdige. Men de utallige imponerende effekter (især under det episke slutslag) og betagende locations kompenserer fint for billedsidens skavanker. Selvom “Narnia: Prins Caspian” slet ikke blev så stor en succes som forgængeren, har Disney tilsyneladende alligevel valgt at filmatisere det tredje bind i C.S. Lewis’ bogserie, “Narnia: Morgenvandrerens rejse”, der efter planen får biografpremiere i 2010. Hvis filmserien fortsat udvikler sig i en positiv retning, er der virkelig noget at glæde sig til.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “Narnia: Prins Caspian” kostede hele 200 mio. dollars at finansiere, så det er kun passende, at denne splinternye udgivelse indeholder et upåklageligt transfer. Filmen er spækket med betagende landskaber, som man virkelig får lov til at beundre i HD. Detaljerigdommen er astronomisk – alt fra de mindste snefnug til sprækkerne i de allerhøjeste bjerge kan tydeligt ses. Farverne er betagende, og hverken kontrasten eller farvetemperaturen vakler nogensinde. Selvom filmen flittigt gør brug af computergenererede steder og kreaturer, har transferet et dejlig filmlignende udseende, og hverken edge-enhancement, støj, udtværinger eller lignende fejl forekommer.

Audio

Helt på højde med transferet er skivens DTS-HD Master Audio 7.1-mix. Hele kanalnetværket er aktivt fra start til slut, og man føler sig aldrig unaturligt overrumplet af den mur af lyd, som højtalerne sammen fabrikerer. Lyden er så distinkt, at man undertiden kommer i tvivl om, hvorvidt lydeffekterne kommer fra hjemmebiografen eller den virkelige verden udenfor. Især fordi to ekstra baghøjtalere tages i brug, bliver panoreringerne for alvor overbevisende og effektive. Lyddesignet er spækket med subtile lyde, der gør filmens univers mere overbevisende og stemningsfuldt, og ligesom dialogen overdøves disse lyde aldrig. Musikken folder sig også godt ud, og subwooferen giver de mange aggressive lydeffekter et herligt boost.

Et dansk lydspor medfølger også. Det er et ordinært DD5.1-mix, så lydsporet er selvsagt kraftigere komprimeret og mindre slagkraftigt end DTS-HD Master Audio-lydsporet. Men det vil børnene herhjemme formentlig være hamrende ligeglade med.

Ekstramateriale

Instruktøren Andrew Adamson og skuespillerne Ben Barnes, Georgie Henley, Skandar Keynes, William Moseley og Anna Popplewell har i fællesskab indtalt et glimrende kommentarspor til filmen. Mange af deltagerne er ganske vist meget unge, men de veksler alle fint mellem morsomme jokes og saglig info om stort set alle produktionens elementer. 2-disk-udgivelsens 1. disk indeholder også en interaktiv sektion, der ikke nævnes på omslaget, ved navn “Circle-Vision: Creating the Castle Raid”. Denne del af skiven indeholder et væld af korte dokumentarer, flotte billeder, kommentarspor og interviews, der alle omhandler kampscenen på Miraz’ slot. Ikke alt er lige interessant, men en mere detaljeret og velproduceret gennemgang af en filmsekvens’ tilblivelse skal man lede længe efter.

Disk 2 indeholder knap to timers dokumentarer, der især går tæt på effekterne, kulisserne og skuespillernes arbejde. Desuden medfølger 3 minutters muntre fraklip og 12 minutters nogenlunde, men overflødige slettede/forlængede scener. Der befinder sig også et par gemte videoklip på skiven inkl. en spøjs hjemmevideooptagelse af Skandar Keynes. Videomaterialet præsenteres i 1080p – godt gået Disney!

Et mere dystert NarniaOpfølgeren til den første film om eventyrlandet Narnia er på stort set alle punkter sin forgænger overlegen. Der synes mere på spil i eventyret, action-sekvenserne er mere opfindsomme, humoren og alvoren træder klarere frem, og så er børneskuespillerne kun blevet bedre, som de er blevet ældre. Filmen henvender sig stadig til børn, men der slås en mørkere tone an, der formodentlig vil tiltale den del af publikum, der fandt den første film for blødsøden.

Der bruges ikke lang tid på at få transporteret søskendekvartetten Peter, Susan, Edmund og Lucy tilbage til Narnia, men glæden over at være tilbage fordufter snart, som det bliver klart, at ikke alt er ved det gamle i Narnia. Det store slot Cair Paravel ligger i ruiner og en ny race har gjort sit indtog i landet. Det er mennesker, der kalder sig for Telmarinere, og de har så godt som fordrevet Narnias magiske væsner fra landet. I Telmarinernes egne rækker er der dog også problemer, som den regerende fyrste Miraz forsøger at gøre det af med den retmæssige arving Prins Caspian. Den unge prins vælger at danne fælles front med Pevensie-børnene og de mange magiske racer og sammen forsøge at vælte den onde Miraz af tronen.

Selvom Prins Caspians historie indleder filmen, er det endnu engang de fire britiske børn, der er centrum for handlingen. Derfor er det også glædeligt at kunne konstatere, at de fire unge skuespillere kun er blevet bedre med tiden, særligt timingen i deres replikker virker mere naturlig, hvilket gør især filmens humor mindre forceret. Som det var tilfældet i “Løven, heksen og garderobeskabet” er Georgie Henley igen den bedste af firkløveret som lillesøsteren Lucy, måske fordi det er den rolle, der lettest forvalter glæden ved at være i et land som Narnia. Kun William Moseley synes ikke helt at magte rollen som Peter, hvis alvorstunge replikker falder til jorden i konfrontationerne med Prins Caspian om, hvem der skal bestemme over Narnias tropper.

Ben Barnes derimod er fortræffelig i titelrollen, og resten af persongalleriet er ligeså farverigt som sidst. Selvom en karakter som faunen Mr. Tumnus savnes, opvejes dette af nye bekendtskaber og følgesvende som gnavpotten Trumpkin, spillet af en surmulende og herligt sarkastisk Peter Dinklage. Universets nye stjerne er dog uden tvivl riddermusen Reepicheep med stemme af Eddie Izzard. Inspirationen fra den bestøvlede kat er til at tage og føle på, men på ægte “Shrek”-maner anerkendes slægtskabet også på morsom vis.

Universets overordnede udseende er også blevet forbedret. De storslåede landskabsbilleder føles mere ægte, og den kunstighed, som nogle af lokationerne led af i den første film, er forsvundet. Harry Gregson-Williams’ musik fungerer endnu engang formidabelt særligt i opbygningen af et natligt snigangreb. En sang i slutningen af filmen føles dog temmelig malplaceret, selvom den nok skal sikre filmen en nominering for bedste sang, når det engang bliver Oscar-tid. Som humoren er blevet mere fremtrædende, er alvoren det også. Den store tilstedeværelse af de militaristiske Telmarinere giver universet et positivt skud realisme, og det føles som om, der er langt mere på spil for landet Narnia og dets indbyggere end tidligere. Fyrsten Miraz kan til at begynde med ikke helt måle sig med den hvide heks i ondskab, men som det også var tilfældet med Tilda Swintons flotte præstation, formår Sergio Castellitto at fremstille filmens skurk, så man både frygter ham, men også overraskes over karakterens menneskelige svagheder.