Som man kunne læse her på siden, blev Seth Rogens seneste film ”Neighbors” for nyligt beskyldt for at opildne en sindsforvirret ung mand til at myrde syv mennesker i USA.
Se også: Første billeder fra “The Hunger Games 3” viser Philip Seymour Hoffman
Men selvom historien er rig på sindsforvirrede mennesker, der har brugt populærkulturen som inspiration til at udføre forfærdelige handlinger, kan film også inspirere til det modsatte.
I Thailand protesterer befolkningen lige nu over det militærdiktatur, der tog magten i landet i sidste måned. Og de har taget den tre-fingrede salut fra de populære ”The Hunger Games”-film til sig i kampen mod det diktaturiske styre. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Demonstranterne i Thailand viser deres utilfredshed mod landets tilstand ved at holde tre fingre op mod himmelen – akkurat ligesom karaktererne gør det i “The Hunger Games”, når de protesterer mod den fiktive regering.
Men ligesom i filmene tager virkelighedens magthavere ikke let på den gestus. Forleden blev en thailandsk kvinde anholdt af politiet for at lave “The Hunger Games”-salutten. Det skriver avisen Bangkok Post
Det er ikke første gang, at en film tager skridtet fra kulørt underholdning til politisk aktivisme. Både Occupy Wall Street-bevægelsen og hackergruppen Anonymous brugte de ikoniske Guy Fawkes-masker fra filmen ”V for Vendetta” i deres demonstrationer.