Den anmelderroste “Little Women” overraskede stort i åbnings-weekenden – publikum i Danmark frygter ikke biografbesøg efter coronakrisen.

Tør publikum eller tør publikum ikke at vende tilbage til biograferne efter genåbningen? Det er spørgsmålet, som hele filmindustrien har ventet spændt på at få besvaret – nu er svaret her.

Og det er positivt. For til trods for corona-begrænsninger og et behersket program så er det danske publikum ikke bange – tværtimod.

Det beviser åbnings-weekenden til Oscar-filmen “Little Women”, der har fået fremragende anmeldelser i Danmark.

27.150 biografbilletter blev således indløst i premiereweekenden for den stjernespækkede film, hvilket er et forrygende resultat sammenlignet med de andre nordiske lande, som viste “Little Women” før coronakrisen:

”Vi plejer at ligge på niveau med Norge, og da de åbnede filmen den 31. januar, lavede de 19.929 billetter i deres åbningsweekend, og vi laver altså 27.150 billetter! Sverige, som jo er et større territorium end os, åbnede med 19.341 billetter den 24. januar. Så i det lys er vores tal helt vilde,” siger Frederik Malling Juul fra SF Studios.

Læs også ‘Anmeldelsen af “Little Women”‘.

“Little Women” har dog også fået hjælp af en særligt stærk rabatpris som en del af Biografklub Danmark, der står for tæt på halvdelen af titlens solgte billetter. Men også Biografklub-billetterne fortæller en positiv historie.

Det er nemlig typisk en ældre målgruppe, der benytter Biografklub Danmark – en målgruppe, som ellers har grund til at frygte covid-19 mere end de yngre biografgængere. Det glæder hos SF Studios:

”27.150 mennesker var ikke bange for at gå i biografen.”



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Johnny42 4 år siden

Jeg synes generelt at et af de mest sikre steder i denne coronatid er en biograf-sal. I Bruuns Galleri, var der i lørdags nærmest sort af mennesker, der gnubbede sig op af hinanden, og folk stod ved flere butikker i lange køer ude på fællesarealerne. I Cinemaxx var der god plads og folk holdt afstand.

Skriv ny kommentar: