Den skriver sig selv.

Den slags siger man gerne, når en historie er så god, at den ubesværet flyder ud af fyldepennen, ned på papiret og ud i verden, hvor den kan fortælles igen og igen på nye, overraskende måder. Dét gør “Little Women”.

Den skriver sig selv. Igen og igen. Og i mere end én forstand.

Fortællingen om de fire søstre, der vokser op under den amerikanske borgerkrig, er egentlig skrevet i 1868 af Louisa May Alcott.

Hun skrev muntre historier, fordi hun havde oplevet så megen ulykke, som hun selv forklarede det. En af historierne handlede om hende selv og hendes tre søstre.

Historien om de unge kvinder er siden blevet genfortalt i både film- og serieversioner. Denne gang er det Greta Gerwig, der har skrevet og instrueret, ligesom hun semi-selvbiografisk skrev og instruerede sig til flere Oscar-nomineringer med “Lady Bird” i 2017.

Gerwig skrev dengang sig selv og sit ungdomsoprør ud i skikkelse af Saoirse Ronan, der med lyserødt hår og flabede bemærkninger drømte sig væk fra familien i kedelige Sacramento til et mere spændende kunstnerliv i storbyen.

I “Little Women” spiller Ronan forfatterspiren Jo. Hun drømmer sig også væk, ikke fra familien, men fra forventninger om ægteskab, kærlighed og pæne pigemanere.

Hun vil leve af sine skriverier. Så hun skriver muntre historier. Trods al sin ulykke. Den bedste af dem handler om hende selv og hendes tre søstre.

Sådan skriver “Little Women” altså også sig selv. Det er et snedigt påfund af Gerwig, der får den gamle historie til at virke helt moderne i vores tid med autofiktion, hvor alle mere eller mindre utilsløret skriver om sig selv.

Ved at gøre Jo til forfatteren af “Little Women” får Gerwig også chancen for at kommentere på de ting i Alcotts bog, der stikker ud og virker påduttede af normerne i 1800-tallets USA, hvor kvindelige hovedpersoner havde to mulige skæbner: Ægteskab eller tidlig død.

Gerwigs geniale manuskript giver også den gamle roman nyt liv ved at flå kronologien i stykker og i stedet springe frem og tilbage i tid på en fritflydende måde, der er mere styret af tanker og temaer end af tid.

Som når der uden forklaring klippes frem og tilbage mellem de to gange, hvor Jo plejer søsteren Beth, der ligger syg med skarlagensfeber. Klippene modstiller ungdommens optimisme og voksenlivets realiteter på en måde, der får begge til at stå endnu mere rørende frem.

I hjertet af alle de fortælletekniske tryllerier står de fire søstre, Jo, Amy, Meg og Beth, som drømmer om, hvordan deres livshistorier vil folde sig ud.

De har hver deres drømme om kærlighed og karriere, uafhængighed og ægteskab, og det smukke er, at alle deres drømme er lige værdige. Jos forfatterdrømme er hverken mere eller mindre værdifulde end Megs drømme om et simpelt familieliv med nabodrengen Lauries fattige privatlærer.

Det vigtige er retten til forme sin egen tilværelse. Skrive sin egen historie. Og den ret har de handlekraftige søstre.

“Little Women” skriver sig selv.