Trods fiaskoen med Tim Burtons genindspilning af klassikeren “Abernes planet” har 20th Century Fox tilsyneladende stadig mod på flere abekattestreger i det berømte filmunivers.
Der er dog ikke tale om en fortsættelse til Burtons version eller en ny fortolkning af den første film. For de uindviede i den populære scifi-franchise fungerer projektet som en prequel – men egentlig er der tale om en ny indspilning af “Oprør på abernes planet”, den fjerde film i den originale filmserie.
“Oprør på abernes planet” – eller “Conquest of Planet of the Apes” som originaltitlen er – er historien om Caesar, den første abe, der kunne tale og sige fra over for mennesket og derved satte gang i de begivenheder, der skulle føre til abernes dominans over kloden og menneskets reducering til underlegent dyr.
Den nye filmudgave kaldes “Genesis: Apes” og er skrevet af Rick Jaffa og Amanda Silver.
Mens “Oprør på abernes planet” fra 1973 udspillede sig i et fremtidigt og dystopisk 1991, vil “Genesis: Apes” foregå i nutidige omgivelser, men også andre afvigelser fra originalen er bemærkelsesværdige.
I denne version er Caesar resultatet af et genetisk eksperiment (i modsætning til et tidsrejseparadoks), hvorfor han som lille abeunge udviser tydelige tegn på høj intelligens og taleevner. En videnskabsmand tager ham hjem til sin kone som en surrogatsøn, men familielykken varer ikke ved. Da Caesar vokser op og er vidne til et overfald på sin mor, træder han til som pligtopfyldende søn og kommer derved til at slå overfaldsmanden ihjel.
Derpå følger et liv i smerte og afskårenhed, da Caesar holdes fanget i et abeanlæg og sammen med andre aber mishandles nådesløst og brutalt. Fortvivlet over at være ligeså klog som mennesker, men aldrig kunne blive et af dem, begynder Caesar at udtænke en kampagne, der skal forene aberne og overtage menneskets samfund – en kampagne, der skal vise sig at blive yderst voldelig.
Om Fox vælger at rykke fremad med projektet, der vil bringe nyt liv til den berømte franchise, er endnu ikke sikkert, men formentlig vil hverken Tim Burton eller Mark Wahlberg være at finde i den nye udgave.
#21 moulder666 15 år siden
#22 Herrguth 15 år siden
Jeg elsker de gamle "Planet of the Apes"-film, og er helt enig i at Burtons film ikke er noget mesterværk (men den er dog heller ikke det makværk, som den ofte bliver omtalt som).
Men når det er sagt, er jeg da helt klar på at se flere "Planet of the Apes"-film, både fortsættelser og remakes. :)