Christopher Nolans har tilføjet de tre Hollywood-stjerner Florence Pugh, Rami Malek og Benny Safdie, til sin næste storfilm, “Oppenheimer”, rapporterer The Hollywood Reporter.
Med Nolans repertoire er der bestemt intet overraskende i, at han kan få fat i de fleste store stjerner. På “Oppenheimer”-rollelisten kan vi indtil videre finde “Peaky Blinders”-frontmanden Cillian Murphy, Iron Man-ikonet Robert Downey Jr., “A Quiet Place”-stjernen Emily Blunt og Jason Bourne-skuespilleren Matt Damon.
Nu har Nolan altså føjet tre nye navne til listen. Pugh er et af Hollywoods største stjerneskud og har gjort sig bemærket i film som “Midsommar” og “Black Widow”, mens “Mr. Robot”-stjernen Rami Malek vandt en Oscar for sin rolle som Freddie Mercury i “Bohemian Rhapsody”. Benny Safdie har med film som “Good Time” og “Uncut Gems” gjort sig bemærket for sine evner som instruktør sammen med sin bror Josh Safdie, men hans evner som skuespiller er bestemt heller ikke at kimse ad
“Oppenheimer” fortæller den virkelige, intense historie om J. Robert Oppenheimer — én af mændene bag atombomben. Her skal Pugh spille kommunisten Jean Tatlock, der har en affære med den titulære videnskabsmand. Safdie har fået rollen som Edward Teller, en af fysikerne bag atombomben, og Malek skal spille en videnskabsmand.
“Oppenheimer” produceres af Universal Pictures og står til en premiere den 20. juli 2023.