Anders Thomas Jensens seneste sorte komedie, “Retfærdighedens ryttere”, får den amerikanske remake-behandling, efter Lionsgate har sikret sig rettighederne til filmen. Det rapporterer The Hollywood Reporter.
Selvom den amerikanske remake, “Riders of Justice”, ikke har fået en instruktør endnu, beholder filmen en betydelig del af holdet bag den danske original.
Både Jensen og medforfatter Nikolaj Arcel vender tilbage for at skrive det engelsksprogede manuskript. Derudover er Zentropa-producerne Sisse Graum og Anders Kjaerhauge tilbage — denne gang som executive producers. Forhåbentlig betyder det, at vi kan forvente en amerikansk film, der stadigvæk fanger den gnist, der gjorde den danske film til sådan en succes.
“Free Guy”-instruktør Shawn Levy producerer filmen i samarbejde med sine Dan Levine og Dan Cohen under produktionsselskabet 21 Laps.
“Retfærdighedens ryttere” følger Mads Mikkelsen som de udsendte soldat Markus, der må vende hjem til sin datter (Andrea Heick Gadeberg) i Danmark, efter hans kone dør i en togulykke. Da et hold af statistikeksperter (Nikolaj Lie Kaas & Lars Brygmann) påstår, at der ikke var tale om en ulykke, begiver Markus og gruppen sig ud på et blodigt hævntogt.
Du kan læse vores anmeldelse af “Retfærdighedens ryttere” lige her.
“Retfærdighedens ryttere” er ikke den eneste Mads Mikkelsen-film fra 2020, der får et amerikansk remake. Thomas Winterbergs “Druk” genfilmatiseres nemlig med Leonardo DiCaprio involveret.
Hvornår “Riders of Justice” får premiere, ved vi endnu ikke.