Den legendariske filminstruktør Ridley Scott slår sig sammen med “Peaky Blinders”-skaber Steven Knight om en 10-episoders fortælling om 2. verdenskrig.

“Road to Freedom” baseres på Sir Antony Beevors bøger om 2. verdenskrig. Serien vil følge krigen fra forskellige perspektiver.

Vi vil i løbet af de 10 episoder følge synspunkterne fra ikke kun amerikanske og britiske karakterer, men også russiske, tyske og franske karakterer.

Scott og Knight vil skabe en dramatisk og brutal historie, der ikke kun fokuserer på krigens soldater, men også på kvinder og børn i deres egen kamp for overlevelse.

Læs også: “Storfilm fra Ridley Scott hyrer stjerne fra ‘A Star Is Born'”

“Alien”-skaberen sætter seriens rammer som instruktør af den første episode, mens Knight i samarbejde med Beevor skriver alle 10 episoder.

De tre herrer påtager sig ligeledes roller som executive producers i samarbejde med repræsentanter fra produktionsselskaberne Storyteller Productions og Scott Free.

“Road to Freedom” har endnu ingen filmdistributør.

Scott har som altid masser af projekter at se til. Til oktober kan vi se hans næste film, “The Last Duel”, der genforener de to “Good Will Hunting”-stjerner og -forfattere Matt Damon og Ben Affleck.

Derudover filmer han i øjeblikket “House of Gucci”, mens vi i fremtiden kan se en opfølger til instruktørens Oscar-vindende klassiker, “Gladiator”, samt en serie i “Alien”-universet.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: