Tom Cruise behøvede ikke et færdigt manuskript til at få Universal Pictures til at acceptere en pris på 200 millioner dollars for den første spillefilm optaget i rummet.
Det krævede ikke den store overtalelse at få Universal-ledelsen til at sige ja til Tom Cruises rumfilm med et gigantisk budget på 200 millioner dollars.
Kilder fortæller nu, at Universal-ledelsen var med over et Zoom-opkald, hvor Cruise i den anden ende var flankeret af instruktør Doug Liman, der også skal skrive manuskriptet, samt Christopher McQuarrie og PJ van Sandwijk.
Her fremlagde de fire idéen til den første spillefilm optaget ude i rummet, men uden et færdigt manuskriptet, hvilket var nok til at overbevise Universal, skriver Deadline.
Således betaler Universal 200 millioner dollars til produktionen, hvor lønnen til Tom Cruise vurderes at blive på et sted mellem 30 og 60 millioner dollars.
Samtidig forventes det, at Christopher McQuarrie – der instruerer Tom Cruise i de kommende to “Mission: Impossible”-film – får en central rolle på rumfilmen som producent og et overordnet ansvar for historien.
Læs også ‘NASA bekræfter samarbejde med Tom Cruise – her skal der optages‘.
Kilder fortæller desuden, at Elon Musk og SpaceX bliver partnere på projektet.