En “Saw X”-klipper fik sig noget af en overraskelse under klipningen af en helt særlig scene i den nye horrorfilm.

“Saw”-franchisen er både berømt og berygtet for sit utal af opfindsomme torturredskaber, som nogle særlige udvalgte har fået den noget tvivlsomme “ære” af at skulle kæmpe sig igennem. De blodige billeder brænder sig ofte fast i nethinden, mens smerteskrigene bliver ved med at runge.

Og netop skrigene har vist sig at være særligt overbevisende i den nyeste film i franchisen “Saw X”. I et interview med NME har instruktør og franchise-veteran Kevin Greutert nemlig fortalt, at en af filmens klippere, Steve Forn, fik politiet på besøg en aften, hvor han havde klippet filmen på sit kontor.

Læs også: “John Kramer søger hævn i den nye trailer til ‘Saw X'”

“Der blev banket på døren,” fortalte instruktøren. “Vi har dørklokkevideoen af politiet, der går op, [Forn, der åbner døren] og politiet, der siger, ‘Naboerne har ringet og sagt, at nogen bliver tortureret til døde herinde.'”

Den pågældende scene involverede en “øjensuger”, nogle brækkede fingre og et skrækslagent offer.

Ifølge Greutert havde Forn ikke kun forklaret, at han var i gang med at klippe en film, men han havde også tilbudt politibetjentene at komme ind at se den. Der havde de grinet og pænt takket nej.

“Det må have været en ret realistisk præstation,” slutter Greutert af.

Om det er tilfældet, kan vi selv vurdere, hvis vi tør. “Saw X” spiller nemlig i de danske biografer i øjeblikket.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: