Der er efterhånden et hav af videoer af vanvittige Tom Cruise-stunts, men ikke før nu har han snakket til et publikum undervejs.

Cruise har gennem sin mangeårige actionkarriere skabt et image som en af de (hvis ikke den) allerstørste vovehalse i Hollywood, og med optagelserne af de to kommende “Mission: Impossible”-film er det ikke noget, der kommer til at stoppe lige foreløbig.

Han har dog naturligvis også haft gang i andre værker end den adrenalinpumpende action-franchise over de seneste år – ikke mindst “Top Gun: Maverick”, der er blevet et kæmpe fænomen og skuespillerens største film nogensinde.

Læs også: “Tom Cruise har rundet milliard-dollar-milepæl for første gang: ‘Top Gun: Maverick’ er stjernens bedst indtjenende film”

I forbindelse med Cinema-Con tilbage i april fik netop “Top Gun”-fortsættelsen premiere, og her blev der tilmed også vist en forsmag på det næste kapitel i “Mission: Impossible”-franchisen, den Christopher McQuarrie-instruerede “Dead Reckoning Part One”. Inden storfilmen blev sat på, kunne publikum dog nyde en hilsen fra Cruise i færd med et stunt til “Dead Reckoning Part One”, og nu har Fandangos Erik Davis vist os præcis, hvordan det så ud. Du kan se videoen af Cruises stuntpræsentation herunder.

Du kan se, hvordan dette stunt og mange andre udspiller sig på det store lærred, når “Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One” får premiere den 13. juli næste år. “Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two” kan ses den 27. juni året efter.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: