“Hey, har I savnet os?” — Ja, Bill Murray, det kan du lige tro, vi har.

Ovenpå skuffelsen, der var “Ghostbusters” (2016), tør man næsten ikke håbe på, at “Ghostbusters: Afterlife” kan puste nyt liv i den elskede franchise. Alligevel byder trailerne til den kommende genoplivning på et forfriskende koncept, der ikke virker for fjernt fra originalens ånd, og der er tilsyneladende masser, vi kan glæde os til.

Læs også: “Oprindelig ‘Ghostbusters’-skuespiller: Kvindeligt reboot var sjovt — men en fejl”

Filmen følger Dr. Egon Spenglers børnebørn, der sammen med deres mor flytter ud i den nu afdøde spøgelsesjægers efterladte hus. Da mystiske kræfter begynder at slippe løs på ny, må børnene benytte sig af deres bedstefars udstyr og blive den nye generation af ghostbusters.

Med “Ghostbusters: Afterlife” lige på trapperne har vi nu fået filmens sidste trailer. Selvom ikke alt er nyt, er der især én replik — ét spørgsmål —, der vil med stor sandsynlighed vil glæde fans. Den kommer da Bill Murrays ghostbuster Peter Venkman spørger: “Har I savnet os?”

De to unge Spengler-børn spilles af Finn Wolfhard (“Stranger Things”) og Mckenna Grace (“Handmaid’s tale”), mens Carrie Coon (“Gone Girl”) spiller deres mor, og Paul Rudd (“Ant Man”) spiller det yngste barns lærer.

Murray vender tilbage sammen med sine spøgelsesjægerkolleger Dan Aykroyd og Ernie Hudson, mens også Sigourney Weaver og Annie Potts gør comeback.

Ivan Reitman, der instruerede de to første “Ghostbuster”-film, træder et skridt tilbage og agerer i stedet producer på fortsættelsen. Han har denne gang givet faklen videre til sin søn, “Juno”-instruktør Jason Reitman.

“Ghostbusters: Afterlife” får dansk biografpremiere den 18. november.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: