MCU’s Crossbones-skuespiller Frank Grillo påtager sig rollen som Deke DaSilva i remaket af den Sylvester Stallone-anførte film “Nighthawks”.

I 1981 udkom instruktør Bruce Malmuths action-thriller “Nighthawks”, der havde Sylvester Stallone i hovedrollen som den benhårde politimand Deke DaSilva på jagt efter den nu afdøde Rutger Hauers dødsensfarlige terrorist, Wulfgar.

Nu får filmen altså den gode gamle remake-behandling, ligesom “Rocky”-stjernen selv fortalte i 2020. Denne gang står Stallone dog bag kameraet på en 8 episoder lang miniserie med Grillo i hovedrollen. Det fortæller Grillo i et interview med podcasten The Beard and the Bald.

“Vi genskaber ‘Nighthawks’ som en miniserie — 8 episoder. Jeg spiller ham [DaSilva]. Han [Stallone] instruerer, han kommer til at instruere dem, og han kommer til at være med i den.”

Grillo gør det ikke klart, hvem der skal spille Wulfgar, eller hvilken rolle Stallone påtager sig foran kameraet, når nu det ikke er hovedpersonen. Billy Dee Williams (“Star Wars: The Empire Strikes Back”) spillede spillede også med i originalfilmen som DaSilvas makker Matthew Fox, men hvem der påtager sig den rolle er heller ikke klart endnu.

Hvornår vi kan forvente at se serien få premiere, ved vi heller ikke endnu, men vi holder jer selvfølgelig opdateret.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: