Imens vi spændt venter på nyt om en eventuel tredje sæson af Christopher Storers intense dramaserie “The Bear”, kan vi glæde os over, at serieskaberen har endnu et projekt i horisonten.
Storer og netværket FX, som han er under aftale hos, har sikret sig rettighederne til journalist Sarah Harmans kommende roman “All the Other Mothers Hate Me”. Det fortæller The Hollywood Reporter.
Læs også: “‘The Bear’-skuespiller Ayo Edebiri har sluttet sig til Marvels antiheltefilm ‘Thunderbolts'”
Romanen, der handler om en amerikansk kvinde, som mistænker sin søn for at have begået et mord på en rig elev fra sin privatskole i Vestlondon, er først planlagt til udgivelse i 2025, men har allerede været genstand for en budkrig blandt et hav af studier og netværker. I sidste ende var det altså FX, der kunne kalde sig sejrsherre.
At rettighederne nu ligger hos “The Bear”-skaberen og “Atlanta”-netværket betyder ikke, at serien er garanteret at blive til virkelighed. Det er dog et godt skridt i den rigtige retning, og skulle den få grønt lys, forventes det, at Harman selv adapterer romanen under Storers opsyn.