Motorcykelture, bandeaktivitet og Chicago-dialekt tager spotlightet i den første trailer til “Mud”-instruktørs næste stjernespækkede drama.
I 1968 publicerede den amerikanske fotograf Danny Lyon fotobogen “The Bikeriders” fyldt med billeder og interviews af medlemmer af den amerikanske bikergruppe Chicago Outlaw Motorcycle Club.
Nu filmatiseres Lyons fortælling – på en måde. Instruktør og forfatter Jeff Nichols fortæller nemlig en fiktiv historie om den lige så fiktive bikerbande Vandals Chicago. Dog bindes fortællingen sammen med virkeligheden, idet Danny Lyon er en karakter i filmen, der følger og interviewer gruppen – særligt Kathy, Jodie Comers karakter.
Kathy er gift med den lovløse biker Benny, der spilles af Austin Butler. Hun fortæller, om bandens udvikling fra lokal klub for outsidere til et mere dystert foretagende under ledelse af den stærke leder Johnny, spillet af Tom Hardy.
Som Lyon finder vi “West Side Story”-skuespiller Mike Faist, mens også “Logan”-skuespiller Boyd Holbrook, “The Walking Dead”-stjerne Norman Reedus og “Nocturnal Animals”-stjerne Michael Shannon står på rollelisten.
Nichols, hvis seneste film, “Loving”, kom ud i 2016, skulle oprindeligt have stået bag den første “A Quiet Place”-spinoff, der får premiere til marts næste år. Grundet kreative uenigheder trådte Nichols fra, og siden har “Pig”-instruktør Michael Sarnoski overtaget styringen.
Det har dog skabt plads til “The Bikeriders”, som får amerikansk premiere den 1. december. Der er endnu ingen dansk premieredato.