Lupita Nyong’o får i “A Quiet Place: Day One” sandsynligvis selskab af et af de helt store højdepunkter fra “Stranger Things” Sæson 4: Eddie Munson-skuespiller Joseph Quinn.
Efter Quinns helt store gennembrud i Duffer-brødrenes umådeligt populære sci-fi-horrorserie er det ikke overraskende, at hans navn nu begynder at lyde rundt omkring i Hollywood – blandt andet hos Paramount Pictures og deres kommende “A Quiet Place”-spinoff.
Ifølge Deadline er Quinn nemlig under forhandlinger om at lede filmen an over for Nyong’o, som tidligere på måneden blev tilkoblet projektet.
Vi kender endnu ikke til nogen detaljer om filmens handling, selvom man ikke ligefrem vover pelsen, hvis man påstår, at filmen sandsynligvis foregår på de lydsensitive rumvæsners første besøgsdag på Jorden.
Michael Sarnoski, der fik sit gennembrud med Nicolas Cage-filmen “Pig”, er tilkoblet projektet som både instruktør og forfatter, og han har skrevet manuskriptet på baggrund af en idé af John Krasinski, instruktør og forfatter på “A Quiet Place: Part I & II”. Paramount håber på, at “Day One” kan være med til at begynde et “A Quiet Place”-univers.
Du kan læse vores anmeldelse af “A Quiet Place: Part II” lige her.
Selvom Krasinski ikke skal instruere Sarnoskis spinoff, står han stadigvæk bag roret på “A Quiet Place: Part III”, den tredje film i franchisens primære filmserie, som får premiere engang i 2025.
Vi kan imidlertid opleve Quinn og Nyong’o i “A Quiet Place: Day One”, når filmen får premiere den 7. marts 2024.