En fortsættelse til “Kingsman”-prequel “The King’s Man” er undervejs – men bliver det en film eller serie?

Filmskaber Matthew Vaughn satte i 2014 gang i “Kingsman”-franchisen med en frisk ny tilføjelse til actionfilmarkiverne. Siden har filmen ført en fortsættelse med sig, mens vi senest i 2021 fik “The King’s Man”, en prequel-film, der fortalte historien om, hvordan den hemmelige efterretningstjeneste fik sin start.

I filmens end credits-scene blev David Kross’ Adolf  Hitler teaset, og nu har instruktøren fortalt Collider om prequel-franchisens fremtidsplaner.

“Den næste er om Hitlers begyndelse, og hvordan Hitler kom til magten og i bund og grund blev støttet af det engelske aristokrati,” fortæller instruktøren, inden han fortæller, at de har “skrevet den, og den er ret fed.”

Han fortæller desuden, at projektets titel er “The Traitor King” – dog er han ikke sikker på, om det kommer til live som en film eller en serie.

Og hvor det kan virke besynderligt at lave en serieopfølger til en spillefilm, så er det måske slet ikke så særligt igen. “The King’s Man” var nemlig i begyndelsen tiltænkt som en serie, afslører Vaughn.

Læs også: “Vi har fået det første blik på Henry Cavill i Matthew Vaughns kommende spionfilm ‘Argylle'”

“‘The King’s Man’ skulle oprindeligt have været en tv-serie, og jeg blev overtalt til at lave den til en film. Det, vi ønskede at lave, var noget i stil med ‘The Crown’, men med spionage og en smule ‘Kingsman’ gennem alle årtierne.”

Hvornår vi skal forvente at vide mere om “The Traitor King”-projektet, ved vi ikke. Dog er der allerede mere “Kingsman” på vej idet den tredje film i franchisen er det næste projekt.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: