“The Witcher”-franchisen får udvidet sine horisonter med Netflix-filmen “Nightmare of the Wolf” — en animefortælling om en ung Vesemir.
Selvom den erfarne witcher og mentor for Henry Cavills Geralt of Rivia endnu ikke har gjort sin debut i den primære “The Witcher”-fortælling på Netflix, får vi karakterens forhistorie inden længe.
Det er danske Kim Bodnia, der har fået æren af at spille Vesemir i live-action-seriens Sæson 2. Om han ligeledes har fået rollen som den unge animerede Vesemir er ikke sikkert. I Sæson 1 af serien kunne vi nemlig høre “Divergent”-skuespilleren Theo James som en ung Vesemir, så det er bestemt også en mulighed, at han overtager stemmerollen.
Læs også: “Se den første fængslende trailer til “The Witcher” Sæson 2″
Om ikke andet har vi nu fået vores første blik på filmen, og selvom vi ikke har fået større viden om plottet, udgør anime-tilgangen nye og spændende muligheder i det episke univers.
Studio Mir, der har animeret “The Legend of Korra” og Netflix-serien “Voltron: Legendary Defender” står bag animationen, mens Kwang Il Han, der har instrueret tre episoder af “The Boondocks”, er instruktør. Beau DeMayo, der har skrevet én episode af “The Witcher”, er filmens manuskriptforfatter.
“The Witcher: The Nightmare of the Wolf” får premiere på Netflix den 23. august.