Med “Thor: Love and Thunder” lige om hjørnet har vi fået nogle nye karakterplakater, der matcher den farverige og livlige energi fra trailerne.
Den 6. juli drager vi med ud på Marvel-tordengudens fjerde soloeventyr. Thor har her trukket sig tilbage fra superheltelivet og forsøger at finde indre fred. Da den morderiske Gorr the God Butcher begynder at myrde universets guder, er helten dog nødt til at samle Kong Valkyrie, Korg og ekskæresten Jane Foster, der nu bærer hans gamle hammer Mjölnir, for at stoppe skurken.
Læs også: “Ny fantastisk ‘Thor: Love and Thunder’-trailer afslører Christian Bales Marvel-skurk”
Foruden Gorr, der spilles af Christian Bale, introducerer “Thor: Love and Thunder” os også til den græske tordengud og gudekonge Zeus, spillet af ingen ringere end Russell Crowe. Derudover får vi også for første gang Thors geder Toothgnasher og Toothgrinder at se.
Både gederne, gudemorderen og den græske gud har fået sine egne karakterplakater, og det samme har Thor (Chris Hemsworth), Jane – aka Mighty Thor (Natalie Portman) –, Valkyrie (Tessa Thompson) og Korg (Taika Waititi). Du kan se plakaterne herunder.
Waititi, der stod bag den seneste “Thor”-film, “Ragnarok”, sidder endnu engang i instruktørstolen. Instruktøren har skrevet filmen i samarbejde med “Unpregnant”-forfatter Jennifer Kaytin Robinson.