Der er god grund til at sove med tændt lys efter den første trailer til “The Boogeyman”.
Vi kan takke Stephen King for endnu et mareridt, der er på vej til det store lærred. Denne gang er det hans novelle, “The Boogeyman”, der bruges som inspiration.
I filmens nyeste trailer møder vi søstrene Sadie og Sawyer Harper, der stadigvæk er i sorg efter at have mistet deres mor, og ikke får meget hjælp fra deres far, den sørgende psykolog Will. Da en desperat patient søger hjælp hos Will, efterlader han sig et mystisk monster, der jager og terroriserer familier.
Som Sadie og Sawyer finder vi hhv. Sophie Thatcher (“Yellowjackets”) og Vivien Lyra Blair (“Obi-Wan Kenobi”). Deres far spilles af Chris Messina (“The Mindy Project”), mens hans patient spilles af David Dastmalchian (“Dune”).
“The Boogeyman” er instrueret af Rob Savage, der har stået bag horrorfilmen “Host”, og skrevet af Scott Beck og Bryan Woods, der sammen med John Krasinski skrev den første film i “A Quiet Place”-franchisen.
Woods og Beck er inden længe selv aktuelle som instruktører og forfattere på den Adam Driver-anførte sci-fi-actionfilm “65”.
Du kan se traileren til “65” lige her.
“The Boogeyman” får amerikansk premiere den 2. juni, men afventer stadigvæk premieredato herhjemme.