Den tyske skuespiller Udo Kier, kendt for sin markante tilstedeværelse i både europæisk og amerikansk film, er død. Det bekræfter hans partner, Delbert McBride, ifølge Variety. Kier døde søndag morgen og blev 81 år.
Kier var en af filmverdenens mest genkendelige karakterskuespillere, ofte castet som skurk, outsider eller decideret mareridtsfigur. Med over 200 film på CV’et begyndte hans karriere i 1966, og han stod hurtigt ud som en skuespiller, der ikke var bange for det ekstreme, det groteske eller det dybt bizarre.
For danske filmfans er Udo Kier især kendt for sit mangeårige samarbejde med Lars von Trier. Han spillede en af sine mest mindeværdige roller som den forvoksede og deformede baby Lillebror i kultserien ‘Riget’ fra 1994 – en rolle, der stadig fremkalder gys hos mange.
Derudover optrådte han i en lang række af Triers film, herunder ‘Epidemic’, ‘Breaking the Waves’, ‘Dogville’, ‘Melancholia’ og ‘Nymphomaniac’. Kier formåede altid at bringe en unik intensitet og særpræget energi ind i Triers univers, uanset hvor lille eller stor rollen var.
Udo Kier efterlader sig en enorm arv i filmens verden – en karriere fyldt med mod, kant og uforglemmelige præstationer.





