Denne uges biograffilm byder på en cykeltur med en fransk skuespiller, en dansk superheltfilm hvor helten får sine kræfter fra en myre – og en filmatisering af Jussi Adler-Olsens roman “Kvinden i buret”.
Klik på filmtitlerne for at læse anmeldelser, se billeder, trailere, nyheder og meget mere om filmen:
“Antboy”: Da Pelle bliver bidt af en myre, udvikler han uanede superkræfter. Med hjælp fra sin ven, tegneserienørden Wilhelm, skaber Pelle superhelten Antboy. Da en uhyggelig og gal skurk, Loppen, melder sig på banen, må Antboy træde til og blive dagens helt.
“Cykeltur med Moliere”: Serge Tanneur er en pensioneret skuespiller. En tilfældig dag besluttede han sig for, at presset var for stort og stoppede med skuespillet. De seneste tre år har han boet i ensomhed på Île de Ré og brugt sin tid på at cykle gennem det forblæste landskab.
En anden skuespiller, Gauthier Valence, hvis karriere flyver højt, planlægger en produktion af Molières stykke “The Misanthrope” og ønsker at tilbyde Serge titelrollen.
Ugens biografpremiere: “Kvinden i buret”: Efter en blodig skudduel, der efterlader hans to partnere henholdsvis død og lammet, bliver vicekriminalkommissær Carl Mørck tvunget til at lede den nyoprettede Afdeling Q – en afdeling for uopklarede sager. I afdelingen er der kun Mørck og hans nye assistent, Assad. Selvom de får udtrykkelige ordrer på kun at sortere og gennemlæse sagerne, går der kun en enkelt dag, før Carls stædige natur kaster dem hovedkulds ud i mysteriet om Merete Lynggaard; en smuk, kvindelig politiker, der for fem år siden forsvandt på en færge, og hvor det eneste vidne er hendes hjerneskadede bror, som blev fundet skrigende på bildækket.