The Q-Files

Grækerne har deres episke heltesagn; englænderne har deres tidløse teaterstykker; amerikanerne har deres kulørte tegneserier; og vi skandinaver har vores krimier. Det er pudsigt, at krimien er blevet Danmarks vel nok største, litterære varemærke. Jeg skriver pudsigt, da der synes at være lysår mellem bøgernes dramatiske fiktion og så den typiske, fredfyldte hverdag i kongeriget Danmark. Men måske er det netop derfor, vi er så tiltrukket af genren? Fordi den indgyder vores vante omgivelser en dragende mystik? Hvorom alting er… vi har vitterligt adskillige kreative krimimagere herhjemme, der er hamrende dygtige til at tvinge pulsen i vejret, og det understreges i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens “Kvinden i buret”.

“Kvinden i buret” er det første kapitel i Adler-Olsens bogserie om Afdeling Q – en nyoprettet politiinstans, hvis opgave er at sortere gamle sagsakter. Med andre ord: Det er et hul i jorden, som vanærede politifolk bliver smidt ned i, når de har jokket i spinaten. Netop dét gjorde den knotne kriminalbetjent Carl Mørck, så nu er han blevet beordret til at nærlæse arkiverede papirer og udfylde rapporter, som ingen skal bruge. Men en enkelt, gammel sag fanger hans opmærksomhed: En populær politiker, Merete Lynggaard, sprang angiveligt i døden fra en færge for fem år siden. Men i Mørcks optik hænger sagen slet ikke sammen, så han genoptager efterforskningen. Heldigvis, for Lynggaard har i fem år været holdt fanget af en ukendt gerningsmand i et klaustrofobisk trykkammer.

Nikolaj Lie Kaas har så ofte spillet forpinte, selvdestruktive mænd, at han formentlig kan spille en fyr som Carl Mørck i søvne. Men gudskelov flyver Kaas ikke på autopilot. Han har faktisk forbavsende få scener til rådighed til at gøre os klog på Mørck, for det meste af filmen bruger han på at skule efter kollegaerne, bladre gennem støvede sagsakter og svælge i skyldfølelser ovenpå en tragisk skudepisode. Men Kaas ved lige nøjagtig, hvor langt han kan trække vreden og pinslen, før han mister taget i publikum, og han skildrer Mørcks vovemod og standhaftighed med så stor overbevisning, at man ikke kan undgå at holde af ham. Samtidig får han spydig sarkasme til at klinge som smuk musik. Jeg klukler stadig over Mørcks nedsabling af en kollega: ”Det er ikke lige ham, du skal ringe til, hvis du skal have hjælp med din ‘kryds og tværs’.”

Sonja Richter lever sig så meget ind i Lynggaards smerte og frygt, at man næsten føler sig til stede i trykkammeret med hende, og i svensk-libanesiske Fares Fares har Kaas fået den helt perfekte samarbejdspartner. I rollen som Mørcks assistent, Assad, er Fares ikke blot så drøncharmerende og sjov, at Mørck og Assad automatisk slår gnister som et modsætningsfyldt makkerpar, men hans præstation har også så megen tyngde, at man tager Assad helt alvorligt som en kapacitet inden for ordensmagten. Fares og Kaas, Mørck og Assad, er grunden til, at “Kvinden i buret” fungerer så godt, som den gør. Det er et af de der lettere usandsynlige venskaber, man nyder at se blomstre, netop fordi det trodsigt spirer i et budskabs af mistro og skepsis – som Exley og White i “L.A. Confidential”, Riggs og Murtaugh i “Dødbringende våben”, Mills og Somerset i “Se7en”…

Netop David Finchers “Se7en” har tydeligvis været et visuelt referencepunkt for instruktør Mikkel Nørgaard. Æstetisk er “Kvinden i buret” ikke i helt samme, himmelske liga, men den er ligeledes en enormt stilfuld film, der boltrer sig i skygger, skumle steder og nedtonede nuancer, og billedsiden – i samspil med den effektfulde lydside og Johan Söderqvists fine, minimalistiske musik – gør filmen enormt stemningsfuld og således mere gribende.

Indholdsmæssigt er “Kvinden i buret” heller ikke på højde med “Se7en”, men mindre kan da også gøre det. Det er spændende at følge Assad og Mørck, mens de forsøger at løse mysteriet om Lynggaards forsvinden, inden det er for sent, men man savner nu alligevel mere opfindsomhed og dristighed. Vi har så ofte hørt historien om den oprevne helt, der både forsøger at få bugt med skurken og sine personlige dæmoner, og “Kvinden i buret” truer aldrig for alvor med at sprænge dén fortærskede skabelonfortællings rammer. Derfor går filmen også relativt hurtigt i glemmebogen, og skuespillerne kompenserer en del for de noget overfladiske karakteriseringer. Men jeg var virkelig godt underholdt og ser i dén grad frem til at komme tættere ind på livet af Assad og Mørck i de kommende fortsættelser.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Som sagt har “Kvinden i buret” en enormt stemningsfuld billedside, og den ser hamrende godt ud på Blu-ray. Jeg bemærkede mild banding et par gange (såsom i trykkammeret), og sortniveauet er indimellem for kraftigt – i visse sekvenser, der foregår i underbelyste lokaler eller om natten, synes billedinformation at gå tabt i mørket (tjek eksempelvis tæppet bag Sonja Richter i kapitel 2, efter hun har holdt tale, og scenen på landevejen lige efter). Jovist, “Kvinden i buret” er en mørk film, og det dunkle look styrker filmens indtryk, men til tider daler detaljerigdommen for meget i skyggerne. Som regel er kontrasten dog helt i top, og derudover har jeg kun ros tilovers for transferet. Farvegengivelsen er upåklagelig (de generelt kølige, nedtonede nuancer klæder filmen godt og fremstår aldrig unaturlige), og billedet er knivskarpt hele vejen igennem. Hvis man fryser billedet, kan man sikkert tælle alle Richters små hårstrå og Nikolaj Lie Kaas’ skægstubbe. Hverken glorier, snavs eller støj forekommer.

Audio

Det danske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er helt på højde med transferet. Hver eneste replik er fuldkommen forståelig (jeg har indimellem svært ved at tyde replikkerne i nyere danske film, men her opfangede jeg alt), musikken kommer så klokkeklart igennem, at det føles, som om orkestret er i stuen, og lydeffekterne – uanset om de så ligger i de dybe eller høje frekvenslejer – gengives perfekt. Kraftfulde lydeffekter som skud og slag har godt med punch, men samtidig er lydsiden rig på subtile, stemningsmættede lydelementer, der aldrig overdøves – den ubehagelige, svage susen i trykkammeret, den sagte blæst og fuglekvidderet i Sveriges natur osv. Jeg savnede kun lidt mere aktivitet i baghøjtalerne. Når Kaas for første gang træder ind på sit nye kontor og bliver overrumplet af den larmende muzak, er det ærgerligt, at man ikke lader musikken folde sig ud i samtlige højtalere og derved forstærker vores indlevelse i scenen. Andre lignende “surround-chancer” forbigås, men lydsporet er under alle omstændigheder solidt. Det er dog irriterende, at man bliver nødt til at slå de danske undertekster til, hvis man har svært ved at forstå det svenske.

Ekstramateriale

En udgivelse af en film som “Kvinden i buret” bør bugne af ekstramateriale, når nu både filmen (som solgte over 700.000 biografbilletter) og romanforlægget er så vanvittigt populært. Men desværre er her blot tre minidokumentarer (samlet varighed: ca. 16 min.) og to korte klip fra den næste Afdeling Q-film, “Fasandræberne”, som får biografpremiere i oktober. Dokumentarerne gransker skabelsen af (og optagelserne i) trykkammeret, forsøget på at give filmen et unikt look og samspillet mellem Kaas og Fares, men jeg ville gerne have hørt meget mere om skuespillet, æstetikken og arbejdet på at adaptere Jussi Adler-Olsens bestseller.

Gedigen dansk thriller

Som jeg også skrev i min anmeldelse af “Hypnotisøren”, så har jeg svært ved at forstå den nye, nordiske krimibølge. Mit indtryk er, at der ikke er noget særligt ved bøgerne, ud over at de er lidt mere voldsomme end det, man typisk støder på i fjernsynets onsdag aften-krimiserier. Når romanerne diskuteres, er det aldrig skarpe politiske pointer eller interessante menneskelige dramaer, der fremhæves, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. I filmatiseringen af Jussi Adler Olsens “Kvinden i buret” er der heller ikke meget stof til eftertanke ovenpå biografturen, men til gengæld har man været overordentligt godt underholdt i lidt over halvanden time.

Historien handler om kriminalbetjenten Carl Mørk, hvis liv er i opløsning – mildest talt. Efter tre måneders pause er han tilbage i tjenesten, men bliver sat til at kigge gamle sager igennem på den nyoprettede Afdeling Q. Men det, der skulle have været et uinteressant skrivebordsjob, udvikler sig til en kamp på liv og død, da Carl sammen med sin assistent, Assad, kaster sig ud i opklaringen af en fem år gammel sag om en forsvunden kvinde. Carl vil ikke anerkende politiets oprindelige konklusion om, at hun begik selvmord, og hans stædighed bliver selvfølgelig både en styrke og en svaghed i en sag, der viser sig at være langt mere brutal og kompleks end først antaget.

Vi har således igen at gøre med en historie, der ikke rummer mange overraskelser. Vi kender alle sammen den indelukkede og kyniske detektiv, der lægger sig ud med alt og alle. Vi har allerede adskillige gange set, hvordan han alligevel bliver åbnet stille og roligt op af sin politisk korrekte assistent. Og vi ved sgu også godt, at sagen nok skal blive løst på den ene eller den anden måde hen mod slutningen. Det er alt sammen set før – både bedre og dårligere udført – men takket være en solid indsats på alle fronter, ligger “Kvinden i buret” helt klart i den bedre ende af krimispektret.

Det skyldes først og fremmest, at manuskriptforfatteren Nikolaj Arcel og instruktøren Mikkel Nørgaard har truffet den kloge beslutning, at filmen hellere skal ligne en mørk, amerikansk thriller à la David Finchers “Se7en” end en typisk nordisk krimi. Belysningen falder for det meste bagfra og skaber derved en dunkel, dyster billedside, der sikrer en passende utryg stemning. Nørgaard er tydeligvis inspireret af Finchers mange perler, og ligesom dem tillader “Kvinden i buret” sig at være iøjnefaldende voldsom og brutal.

Arcel har forfattet et skudsikkert og meget troværdigt manuskript, som giver filmens mange dygtige skuespillere meget at gøre godt med. Specielt er Fares Fares, der spiller Assad, værd at fremhæve for sin vellykkede udgave af en ellers slidt stereotyp. Ligeledes bygges historien godt op omkring karaktererne, og man føler sig aldrig sat af eller “snydt” som tilskuer under efterforskningen. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at plottet havde turdet tage flere risici og anderledes drejninger. Det er nemlig ekstra ærgerligt, at indholdet er så konventionelt, når nu indpakningen er så flot.