Afsnit syv af HBO-serien “Watchmen” byder på et overraskende twist – Damon Lindelof forklarer beslutningen.
DER SKAL ADVARES IMOD SPOILERS!
HBO-serien “Watchmen” er nu kommet til syvende ud af i alt ni afsnit. Og episoden med titlen “An Almost Religious Awe” bød på en gedigen overraskelse.
Hidtil har det været antydet, at Doctor Manhattan har forladt Jorden til fordel for en tilværelse på Mars. Det var et røgslør.
I “An Almost Religious Awe” afsløres det således, at Doctor Manhattan har boet i Tulsa – hos helten, Angela Abar.
Det er nemlig ægtemanden Cal Abar – spillet af Yahya Abdul-Mateen II – som i virkeligheden er den blå Doctor Manhattan. Nu forklarer “Watchmen”-skaber Damon Lindelof den beslutning:
”Jeg begyndte hele denne rejse fra en fans perspektiv – hvad ville jeg gerne se i en tv-serie, der vover at kalde sig selv for ‘Watchmen’? Dr. Manhattan var tæt på toppen af den liste,” siger Lindelof til The Hollywood Reporter.
Damon Lindelof forklarer videre, at det har været afgørende for ham, at alle andre karakterer skulle forholde sig til hovedkarakteren, Angela Abar.
Derfor var det oplagt at lade Doctor Manhattan gå undercover som Cal Abar.
Læs også ‘Anmeldelsen af “Watchmen“‘.
Der er sæson-afslutning på “Watchmen” den 15. december.