For 10 år siden var jeg ret vild med Zack Snyders filmatisering af “Watchmen“-tegneserien. Nu er jeg også blevet ret vild med Damon Lindelofs seriefortsættelse. Og det er i grunden lidt svært at forstå.

Lindelof går med sin tilgang til Alan Moores “Vogterne” nemlig en radikalt anden vej end Snyder.

2009-filmen var en noir-thriller i et regndryppende New York. Her gik Rorschach som en moderne Humphrey Bogart rundt blandt høje glashuse, hvor The Comedian blev kastet ud fra i blågrå slowmotion. Hvem gjorde det?

Det var ‘unforgettable’.

Det samme kan siges om 2019-serien, der er en ganske anderledes fortolkning af “Watchmen”.

Damon Lindelof har skabt en superhelte-western sat i Tulsa, hvor der er flere racistiske røvhuller end højhuse.

Den køligt lækre Snyder-stil er erstattet med en mere jordbunden en af slagsen, der understreger skiftet fra bysmarte New York til redneck-varmen i Oklahoma.

Udgangspunktet er igen et mord, der igen er en undskyldning for at fortælle en bredere røverhistorie om USA, helte og det, vi gemmer under masken.

Det er nu 35 år siden, at Adrian Veidt standsede Den kolde krig ved at iscenesætte et angreb fra det ydre rum – som det skete i tegneserien, ikke i Snyders film.

Sådan er “Watchmen” en slags “Endgame” for kildematerialet. Det handler om en begivenhed, der er sket – og hvordan vi hver især reagerer på fortiden i en gudsforladt verden forladt af Dr. Manhattan, der bor på Mars.

“Watchmen”-serien er på alle måder arven efter “Watchmen”, hvor halvdelen af New Yorks befolkning blev udryddet – dengang Richard Nixon i en alternativ virkelighed stadig var præsident, fordi Watergate-journalisterne blev myrdet.

Nu er liberale Robert Redford i stedet præsident i et USA, hvor man udadtil hylder mangfoldighed, men samtidig dækker over en mørk fortid forårsaget af Ku Klux Klans racehad.

Det er den historie, som “Watchmen” kradser i undervejs med opklaringen af mordet på chefen for Tulsas politi, der alle bærer masker, fordi white supremacy-gruppen Seventh Cavalry dræber byens betjente.

Så nok er den ydre krig imod Sovjetunionen afsluttet, men den indre krig raser endnu med rødder tilbage til 1921-massakren på Tulsas sorte indbyggere.

Denne virkelige tragedie, hvor hvide racister myrdede hundredevis af sorte medborgere, er seriens Vietnam. Et blødende sår, der stadig påvirker her 100 år senere.

Derfor giver det god mening, at Regina King er placeret i den centrale rolle som den maskerede Sister Night, der er en mindst lige så potent superrolle som Black Panther.

Det hele er pakket ind i et mytologisk tegneserieunivers, der ambitiøst hilser til de originale Vogtere i form af ideologiske skurke med Rorschach-masker, en Laurie Jupiter – nu Blake efter den ‘komiske’ farmand – som ældre FBI-agent samt Veidt på tålt ophold i sin egen udkant af historien, der til tider er så mystisk som “Westworld”.

Men Lindelof nøjes ikke blot med at referere tilbage, imens han ser frem. Han giver originalen en forhistorie i det sidste afsnit, jeg har set ud af seriens i alt ni episoder.

Det er det geniale sjette afsnit med titlen “This Extraordinary Being”, hvor det store racetema flettes ind som en skabelsesberetning for den første vogter – Hooded Justice, der blev en del af helteholdet The Minutemen.

Her udvider og omskriver Damon Lindelof “Watchmen”-universet på en facon, der ikke kun gør kildematerialet ære, men faktisk forbedre det.

Det er tæt på ‘unforgettable’.