“X-Men”-holdet måtte ændre det meste af slutningen på “Dark Phoenix” – en anden superheltefilm havde allerede brugt den.
Den skulle have haft premiere sidste år, men blev udskudt på grund af omfattende reshoots. Nu afsløres detaljerne om ændringerne af den afsluttende “X-Men”-film.
Professor X-skuespilleren James McAvoy afslører nu, at man blev opmærksom på en konkurrerende superheltefilm, der havde den samme type slutning. Derfor måtte der reshoots til:
”Slutningen ændrede sig en del. Vi blev nødt til at ændre slutningen. Der var en del overlap og sammenfald med en anden superheltefilm, der fik premiere for et stykke tid siden,” siger James McAvoy til Yahoo.
Originalt sluttede “Dark Phoenix” i rummet, men blev ændret til at udspille sig på Jorden.
McAvoy vil dog ikke fortælle, hvilken anden superheltefilm der er tale om. Men man kan spekulere.
De oprindelige “Dark Phoenix”-optagelser blev færdige i oktober i 2017, hvor 11 superheltefilm siden da har haft premiere.
Der er tale om “Thor: Ragnarok”, “Justice League”, “Black Panther”, “Avengers: Infinity War”, “Deadpool 2”, “Ant-Man and the Wasp”, “Venom”, “Aquaman”, “Captain Marvel”, “Shazam!” og “Avengers: Endgame”.
Heriblandt har “Ragnarok”, “Infinity War”, “Captain Marvel”og “Endgame” haft større sekvenser ude i rummet.
Alle fire er Marvel-film, der ejes af Disney, som siden har købt Fox, der har produceret “Dark Phoenix”.
Sandsynligvis har de på tidspunktet for de nye optagelser kommende ejere fra Disney fortalt Fox om sammenfaldet.
Tidligere har instruktør Simon Kinberg haft en anden udlægning af de omtalte reshoots – læs om det her.
“X-Men: Dark Phoenix” får premiere d. 6. juni.