Hvordan ved man, at en gyser gør det godt?

Det ved man, når man sidder i en underlig forkrampet stilling på kanten af det bløde biografsæde med hænderne klyngende til sit hår i et irrationelt forsøg på at holde filmens intensitet gemt i kroppen.

Netop sådan så jeg ud flere gange, end jeg kunne holde styr på under den intense oplevelse, der er “A Quiet Place 2”.

Instruktør John Krasinski fortsætter, hvor han slap med “A Quiet Place” — både som instruktør, men også med filmens handling.

Efter en fænomenal ‘Dag 1’-åbningsscene, der på perfekt vis bringer seeren ind i det kaos og den brutalitet, som lokalsamfundet oplever, er vi tilbage på Abbott-familiens gård sekunder efter originalens afslutning.

Med nyfunden viden om monstrenes svaghed, drager den traumatiserede familie ud i det faretruende ukendte for at finde andre overlevende. Her møder vi Cillian Murphys Emmett, der udgør en fantastisk tilføjelse til universet.

Udfoldelsen af karakterer og bekendtskaber giver en ny dynamik og bidrager til en interessant verdensopbygning, der kommer til filmens fordel.

Hvor en af den første films styrker var intimiteten og det afgrænsede område markeret af sandstien, er 2’erens styrke uvisheden ved, at man aldrig ved, hvilken lyd der kommer ved ens næste skridt. Alligevel virker det som om, at Krasinski ikke rigtigt træder ved siden af.

Abbott-familien har endnu engang Emily Blunt tilbage som familiens mor, Evelyn, der efter 1’erens handlinger nu også har en nyfødt at passe på.

Hendes to ældste børn, Regan og Marcus, spilles igen af hhv. Millicent Simmonds og Noah Jupe. De to børn får rigeligt med muligheder for at stråle, og deres optrædener kan til tider få én til at overveje, hvilke traumer de har måttet gå igennem i virkeligheden for at levere så overbevisende præstationer.

Selvfølgelig skal det nævnes at Simmonds i virkeligheden selv er døv. Ligesom i originalen hører vi flere gange lyden fra hendes perspektiv — altså ingen lyd — og igen sidder man som seer med en nervepirrende følelse af intensitet og frustration, når man kan se et monster komme, som hun ikke kan høre.

Filmens største stjerne er dog instruktøren. Krasinski løser til perfektion den opgave, som jeg personligt havde forventet ville være filmens største problem — monstrene.

For ligesom så mange andre gyserfilm før den, mistede originalen noget af sit momentum og mysterium, da monstret blev vist i sin fulde størrelse.

Krasinski formår dog at vende situationen til sin styrke. Ved ikke længere at lægge skjul på monstrene, viser han dem i stedet som en nærmest ustoppelig force; En tsunami af skræk, der skyller hen over én, hvor det eneste, man kan gøre, er at løbe i skjul i et spinkelt håb om at undgå at blive ramt.

Hvor filmen kommer til kort, er dog i dens afhængighed af andre film i franchisen. Selvom den direkte fortsættelse fra 1’eren fungerer afsindigt godt, sluttes 2’eren med en fornemmelse af, at der er meget mere på vej i “A Quiet Place”-universet.

Der er dog så meget potentiale i “A Quiet Place”-verdenen, at jeg hurtigt glemte min “hvad sker der nu?”- og “hvorfor stopper vi her?”-følelse. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at glæde mig over muligheden for endnu en fortsættelse.

For hvis en film kan få mig til at sidde måbende med hjertet i halsen og med frygten for at sige en eneste lyd, så har den gjort et fantastisk stykke arbejde.

Det er sådan en slags oplevelse, jeg ikke kan få nok af, så please, hr. Krasinski, den næste må meget gerne komme snart.