Alex Garland har ikke sat forventningerne lavt for mig, da jeg satte mig ind i den halvtomme biografsal til forpremieren på hans seneste svendestykke, inden han (måske?) takker af som instruktør fremover – nemlig ‘Civil War’.

Sølle 8 mennesker sad vi i alle aldre og ventede på, om hypen fra ‘South By Southwest’ holdt stik. Publikum og anmeldere verden over har været begejstret for, hvad der siges at være måske hans sidste film som instruktør.

Og allerede fra den drillende radiostøj, der skydes ud af højttalerne i alle biografsalens kroge, og vi præsenteres for præsidenten af USA, spillet af Nick Offerman, stående foran kameraer vævende og hylde hans fantastiske fremskridt på frontlinjen. Flot leveret med et pokerfjæs af en presset mand, der godt ved, at han ikke overlever en måned mere.

For som titlen antyder, så er det ikke en krig imod de fremmede, men imod naboen.

‘Civil War’ er Alex Garlands mest aktuelle og provokerende film til dato. I ‘Civil War’ følger vi et lille hold af krigsfotografer, der rejser igennem USA for at nå frem til Det Hvide Hus, inden at fjenderne/allierede når frem til præsidenten først. Det handler om at få skud i kassen og få stillet nogle kritiske spørgsmål, inden det er for sent.

Holdet består af Lee, spillet fænomenalt af Kirsten Dunst, Joel, spillet af (Pedro Pascal lookalike) Wagner Moura, den nyklækkede unge fotograf Jessie, spillet af Cailee Spaeny, og den gamle fisk i havet Sammy, spillet af Stephen McKinley Henderson.

Lee er en prisvindende krigsfotograf, der kender hver en sten og uskreven regel i branchen, mere vil have mere, og det mere er et billede af præsidenten. Hun deler drømmen sammen med kollegaen Joel, der for alt i verden vil interviewe ham. De tager deres mester Sammy med på turen samt den unge Jessie, de kun lige er stødt ind i dagen før. Og herfra går det ellers ikke roligt for sig.

Jeg anede ikke, at ‘Civil War’ ville være en road trip-film ala hvis ‘Little Miss Sunshine’ fik et barn med ‘Children of Men’. Dog den vigtigste roadtrip-film, jeg nogensinde har set. Den amerikanske natur står flot grønt sprunget ud i højsommeren, som en ond kontrast til de forladte biler og smadrede barnecykler. Vi er hele tiden på farten igennem landet, og der er farer på færde i alle kroge.

‘Civil War’ udkommer i en tid, hvor to krige fylder enormt meget i de daglige nyheder, og hadet imellem vores medmennesker forværres for hvert år. Vi får aldrig at vide, hvorfor der er udbrudt borgerkrig, og det gør virkelig heller ikke noget. For kan vi overhovedet forklare, hvorfor der er krig?

I en fænomenal scene, hvor holdet støder på to snipere, der sigter efter deres mål, spørger Joel. “Hvem er det?”. Og sniperen svarer. “Det ved jeg ikke. Han skød efter mig”.

Det er hele temaet i filmen. Meningsløshed.

Det er så godt set af Garland, at filmen skal ses igennem øjnene på en fotograf. Vi skal ikke holde med nogle fra den ene eller den anden side. Vi skal se det fra dem på sidelinjen, som fanger de forfærdelige øjeblikke, så de kan vise os dem, så vi kan tage stilling til det. Og selv bedømme det.

Det korte og det lange er, at ‘Civil War’ er en ekstremt god film. Jeg ville bare ønske, at der ikke var behov for den. Filmen er enormt sørgelig, fordi den er rigtig. Den viser, hvor sårbare vi mennesker er for holdninger, spænding, had og sandhed.

Jeg var faktisk millimeter fra at fælde en tåre, da holdet kører igennem en skovbrand til lyden af smuk akustisk musik præsenteret som en musikvideo af ‘Coldplay’. Det var et sindssygt rørende øjeblik, og for en stund måtte man bare nyde de smukke gløder, selvom de kommer fra en voldsom meningsløs brand.

Jeg har ikke haft en ligeså ubehagelig biografoplevelse, siden jeg så ‘Utøya 22. Juli’ i biografen. Det er den samme effekt, Garland benytter sig af. Han tager krig i sin værste form og sætter den foran dig i en biografsal. Hvert skud får din puls til at stige, ingen krigsscene starter roligt ud. Du lander altid midt i, at et slag bliver afholdt, og du får et chok hver gang.

Jeg ville kategorisere ‘Civil War’ som en socialrealistisk krigsgyser. Krigen bliver brugt som et monster, der hele tiden ulmer under overfladen og er klar til at mætte sig i sit næste offer.

Jeg fatter ikke, at ‘Civil War’ udkommer en måned efter Oscaruddelingen. Den ville have passet perfekt ind i alle kategorierne, men dog måske for politisk alligevel.

Kirsten Dunst kunne sagtens have fået en nominering for Lee, jeg har ikke set Kirsten forsvinde så langt ind i en rolle før. Hun er helt inde i sit eget hovede og spiller på de mindste ansigtsmimikker.

Det samme gør sig gældende for Cailee Spaeny som Jessie. Hun er forholdsvis ny for mig på skærmen. Hun har dog lige haft hovedrollen som Elvis’ kone i ‘Priscilla’ og er snart klar til at tage kampen op imod Xenomorphs i ‘Alien: Romulus’. Hun er sindssygt ærlig og inddragende i sit spil, og hun forstår at spille både bange og interesseret i krigens rædsler på samme tid.

Dog skal vi ikke glemme at nævne Kirsten Dunsts mand Jesse Plemons. Han dukker op i en form for cameo og stjæler hele scenen. Hvis du troede, at han spillede stjerne-psykopat i ‘Breaking Bad’. Så kan du godt tage dine skarpeste røde solbriller på og sætte dig godt til rette. For han laver den flotteste homerun i denne film.

Filmen bliver ikke kedelig på et eneste sekund, man er hele tiden spændt, og jeg må indrømme, at jeg 30 min inde i filmen måtte tage min skjorte af, fordi jeg begyndte at svede. Hver gang en krigsscene starter, glæder man sig til den stopper, og hver gang de kører på landevejen, og fuglene pipper, så vil man bare gerne have, at de stopper bilen og slår en klapstol ud.

Men det er selvfølgelig vigtigt, at der er nogle, der er villige til at dokumentere de ting, vi ikke selv vil se. For man kan ikke bare få tingene til at forsvinde ved at lukke øjnene.

‘Civil War’ er en slags film, vi ikke ser meget til, det er sjældent, at nogle tør lave dem, og at nogen tør at finansiere dem. Det er ren politik og samfundssatire, men det er enormt vigtigt.

Det er kun Alex Garland, der kan få strikket så skarp en film sammen. Og det ville virkelig ærge mig, hvis han stopper som instruktør efter denne svanesang. For tanken om, hvad han så ellers måtte droppe at lave, er ikke til at bære. For hvem skal så dokumentere det, vi andre ikke tør at se på?

Jeg synes, det her er Garlands bedste film til dato. Jeg kan ikke andet end at give ham topkarakter for dette mesterværk som jeg er sikker på, vil blive husket som en af de mest provokerende og vigtige film nogensinde lavet i amerikansk kultur. Det er den længste langemand, han rækker de Forenede Stater til det flotteste UG.

Jeg håber virkelig, vi ses igen, Alex Garland.