Instruktør Danny Boyle tager utraditionelle midler i brug i den kommende film 28 Years Later, som blandt andet er optaget med hele 20 iPhones på et specialbygget kamera-rig.
Filmen får premiere den 20. juni og markerer Boyles tilbagevenden til franchisen, som han indledte med 28 Days Later i 2002.
Valget af iPhones er ikke tilfældigt. Boyle og fotograf Anthony Dod Mantle ønskede at hylde originalens visuelle udtryk, der blev filmet med digitalt videokamera – det tidsaktuelle valg dengang. I dag er iPhonen det moderne modstykke til det format, hvilket gør valget både æstetisk og symbolsk.
Ifølge IGN er filmen skudt med en kombination af traditionelle kameraer, droner og iPhones, herunder special-rigge, der kan holde otte, 10 eller 20 enheder ad gangen. Boyle beskriver metoden som “en fattigmands bullet time”, hvilket muliggør dynamiske, 180-graders actionscener, hvor man i redigeringen kan springe i tid og perspektiv.
28 Years Later benytter desuden det ekstremt brede 2.76:1-format – svarende til 70mm-film – for at skabe uforudsigelighed og spænding. Boyle forklarer: “På så bredt et lærred kan de inficerede være hvor som helst… publikum må konstant være på vagt.”