Mads Brüggers komedie “Sankt Bernhard Syndikatet” får en hård medfart af de danske anmeldere.

I 2017 vandt Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der står bag det satiriske radioprogram “Den Korte Radioavis”, prisen som årets komikere ved ‘ZULU Comedy Galla’.

Nu debuterer de i en spillefilm med hovedrollerne i “Sankt Bernhard Syndikatet”, hvor de i rollerne som Rasmus og Frederik rejser til Kina for at sælge ‘vestens panda’, Sankt Bernhard-hunden.

Men det griner de danske anmeldere meget lidt af:

”Føles mest af alt som at crashe Radio24syvs julefrokost, hvor man ikke føler sig helt velkommen og ler høfligt af de interne jokes, selv om man ikke rigtig forstår det sjove,” skriver B.T. og giver 3 stjerner.

Den holdning deler Ekkofilm med sølle 2 stjerner:

”Er usjov, fordi dens ophavsmænd har valgt at være sjove på sådan cirka samtlige andre måder end dem, de faktisk har talent for.”

Mest negativ er Ekstra Bladet, der med 1 stjerne intet godt har at sige om den nye danske komedie:

”Kan faktisk ikke mindes, hvornår jeg sidst har set så mislykket en dansk film.”

Filmz er blandt dem, der har grinet mest af Rasmus Bruun og Frederik Cilius:

”Under Mads Brüggers flabede instruktion viser de, at deres kæmpe komiske talenter ikke lader sig begrænse af satireshowets rammer,” skriver Lasse Martin Jørgensen og belønner med 4 stjerner.

“Sankt Bernhard Syndikatet” vandt ved verdenspremieren på Tribeca Film Festival priserne for Bedste mandlige hovedrolle til Rasmus Bruun samt Bedste manuskript.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 LarsMan89 6 år siden

Man troede før, at de ville blive til grin, well nobody's laughing now...

Skriv ny kommentar: