Hvis Gøg og Gokke havde gået på Herlufsholm, så var de sikkert havnet i et komisk, klodset forretningseventyr i stil med “Sankt Bernhard Syndikatet”.

Det er business-varianten af den gode, gamle ‘mand-glider-i-bananskræl’.

To desperate danskere, uden synderlig forretningssans, sætter sig for at opdrætte og sælge Sankt Bernhard-hunde i Kina. Dog med det dystre twist, at manden, der falder hårdest på halen, har ALS.

Det er Frederik Cilius Jørgensen og Rasmus Bruun, komikerduoen fra Radio24Syvs “Den korte radioavis”, der agerer bambier på bestyrelseslokalernes bonede gulve.

Under Mads Brüggers flabede instruktion viser de, at deres kæmpe komiske talenter ikke lader sig begrænse af satireshowets rammer.

Frederik er idémanden. Han gebærder sig med et snobberi og en arrogance, der dækker over en vaklende selvtillid. Hans rige far er færdig med at skyde penge i sønnens umulige forretningsprojekter. Så Frederik må trække i pitch-uniformen, da der er reunion på Herlufsholm kostskole.

Han øjner et let offer i den blåøjede blegfis, Rasmus, der har arvet en bunke penge, som bare venter på at blive lokket frem af en lusket forretningsmand med en slesk salgstale om potentialet i ‘vestens panda’.

Rasmus står imod den første charmeoffensiv. Men da han kort efter bliver diagnosticeret med ALS – den sygdom, som Stephen Hawking ærlig talt levede alt for længe med, ifølge Dr. Vibeke Manniche – giver han fanden i det hele og rejser til Kina med Frederik.

Størstedelen af “Sankt Bernhard Syndikatet” er optaget i Kina – uden myndighedernes tilladelse. De fleste af de medvirkende kinesere anede ikke, at de spillede med i en fiktionsfilm. Det er klassisk Mads Brügger.

I “Det røde kapel” og “Ambassadøren” flirtede han også med det fordækte og satte sig selv på spil i en fandenivoldsk leg med virkelighed og iscenesættelse. Han opererer uden moralsk tøven med løgnen i sandhedens tjeneste. Hvad enten det er som teatertrup i Nordkorea eller som diplomat med våde diamantdrømme i Afrika.

Hvilken stor sandhed, den lille løgn bringer for dagen, er mindre klart i dette tilfælde. Det store billede står ikke nær så skarpt som de enkelte scener.

Til gengæld er den akavede komik i sammenstødet med den kinesiske kultur ofte knugende pinlig. Og hvis nogen var i tvivl om Rasmus Bruuns komiske spændvidde, så bliver de gjort til skamme med den her prisvindende præstation.

Af og til er det ret subtilt. Som når han giver sin kvindelige, kinesiske ansatte et dvælende kram, der gramser sig lige til grænsen af et vist hashtag. Det er lige dele trist og klamt. Andre gange er det så befriende plat som at skyde sig selv i nosserne med et konfetti-rør ved en i forvejen katastrofal launch-fest.

Under fjollerierne flyder en mørk understrøm af sygdom, død og ydmygelse. Comedy is tragedy plus time, lyder en fortærsket komikerkliché. Komedie er tragedie i realtime, er nærmere formlen i “Sankt Bernhard Syndikatet”.

Som når en mand med muskelsvind mister alt. Og skyder sig i nosserne med et konfetti-rør.

Det er sgu da sjovt.