Kang the Conqueror gør sin entré i den første storslåede trailer til Marvels næste sci-fi-actioneventyr “Ant-Man and the Wasp: Quantumania”.

Jonathan Majors (“The Harder They Fall”) blev først introduceret som den skøre tidslinjeansvarlige He Who Remains i Disney+-serien “Loki”, og selvom der dengang ikke gik længe, før vi kunne vinke farvel til karakteren igen, så er Majors nu tilbage – større, stærkere, styggere.

Denne gang kan han opleves som varianten Kang the Conqueror, der ikke bare er den store skurk i den kommende “Ant-Man and the Wasp”-fortælling, men faktisk i hele MCU’s multiverssaga – særligt i de to “Avengers”-film “The Kang Dynasty” og “Secret Wars”.

Læs også: “Disney rykker MCU-premieredatoer: ‘Blade’, ‘Deadpool 3’, ‘Fantastic Four’ og ‘Avengers: Secret Wars'”

Inden vi når dertil har vi dog “Quantumania”, som følger Paul Rudd tilbage i rollen som Scott Lang og Evangeline Lilly som Hope van Dyne, parret hvis superheltealteregoer lægger navn til filmen.

Scott og Hope bliver sammen med Scotts datter, Cassie (Kathryn Newton), og Hopes forældre, Hank Pym (Michael Douglas) og Janet van Dyne (Michelle Pfeiffer), ved et uheld sendt ind i den ukendte Kvanteverden, hvor de møder besynderlige nye skabninger i en syret ny sci-fi-fortælling. Du kan se traileren til filmen lige her.

Peyton Reed, der har instrueret begge de to tidligere “Ant-Man”-eventyr, får æren af at færdiggøre trilogien med “Quantumania”, der er skrevet af spillefilmsdebutanten Jeff Loveness (“Rick & Morty”).

På trods af sin begrænsede spillefilmserfaring har Loveness vundet masser af tillid hos Kevin Feige og co., og han har tilmed fået æren af at skrive “Avengers: The Kang Dynasty”, den første del af afslutningen på Multivers-sagaen.

“Ant-Man and the Wasp: Quantumania” får premiere i landets biografer den 16. februar 2023.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: