For nylig dukkede rygtet op, at den unge Anton Yelchin var en kandidat som superhelten Grønne Lygte i den kommende Martin Campbell-instruerede “Green Lantern”, der baseres på DC Comics’ tegneserie.
På WonderCon snakkede IESB.net med skuespilleren i forbindelse med den kommende “Terminator Salvation”, som Yelchin har en rolle i, og her syntes skuespilleren at skyde rygterne i jorden.
”Jeg har ingen anelse. Jeg tror, jeg formentlig er for ung. Jeg mener, ingen har henvendt sig til mig. Ingen har sagt noget til mig. Jeg forestiller mig, at jeg bare er for ung. Det er en storartet figur, men jeg ved ikke noget om det.”
Filmens producere skulle stadig ønske Ryan Gosling i rollen og har ifølge IESB.net spurgt skuespilleren et minimum af tre gange tidligere, hvor de hver gang har fået afslag, uden at de dog fuldstændigt har opgivet håbet om at få ham overtalt.
Superhelten Grønne Lygte er udstyret med en kraftring, som gennem bærerens viljestyrke giver en stor kontrol over den fysiske verden. Den grønklædte og ringbærende helt er desuden et af de prominente medlemmer af superhelte-teamet Justice League, som Warner Bros. også tidligere var ved at udvikle en film over.
“Green Lantern” forventes klar i biograferne 17. december 2010.