Green Lantern
Udgivet 17. aug 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Det kan godt være, at det danske vejr ikke umiddelbart siger sommer i øjeblikket, men bevæger man sig ind i biografens mørke i ly for regnen, skriger filmudbuddet sommer over hele linjen. Og sommertid er jo blockbustertid. Sidste uge bød således på den stemningsfulde “Captain America: The First Avenger “, og allerede nu er der så endnu en længe glemt, amerikansk superhelt at tage stilling til – Green Lantern. Flødefjæset Ryan Reynolds, hvis evner som skuespiller akkurat lige strækker sig til et charmerende tandpastasmil og lidt glimt i øjet, har fået den tvivlsomme ære at trække i den grønne trikot.
Et eller andet sted undervejs i tilblivelsen af “Green Lantern” er der gået alvorligt miskmask i den. For jeg kan ikke få mig selv til at tro på, at en så sejlivet tegneseriehelt, der første gang så dagens lys i 1940 og løbende er blevet entusiastisk opdateret, kan være så intetsigende som Hal Jordan/Green Lantern i instruktør Martin Campbells version. Sjældent har jeg været så ligeglad med en karakter i en superheltefilm. Ryan Reynolds’ Hal er den irriterende type, der får alle pigerne, knepper til højre og venstre og drøner rundt i en muskelbil med sit tandpastasmil. Hvorfor skal netop han være den udvalgte, der skal redde vores planet? Er det ikke altid de nørdede, splejsede, bebrillede knægte, der får den ære? Captain America, for bare at tage et eksempel frisk i erindring.
Sarsgaard, der med sin charmerende og farlige sleskhed brød igennem i Kimberly Peirces “Boys Don’t Cry”, puster menneskelighed ind i en ellers klynkende, ubehagelig skurkerolle. I en sådan grad, at man næsten holder med den triste, akavede forsker med måne og et grimt faderkompleks. Her mærker man dybde og nerve i produktionen.
“Green Lantern” stritter i alle tænkelige retninger. Først er det som at se en homage til “Top Gun” med Reynolds som underlegen Cruise-pendant i pilotjakke, og et score, der nærmest er grinagtigt i sin åbenlyse parafrase over selvsamme film. Så bliver det sci-fi i et miks af “Star Wars”-møder-“Avatar” med mystiske, lilla væsner med spidse ører og grønne energier. Og oveni tilsættes lidt af “The Matrix”, idet Green Lantern skal lære at mestre sine nye superheltekræfter, der blandt andet indbefatter evnen til at flyve og frembringe ting med tankens kraft. Generel stilforvirring bliver til syvende og sidst filmens banemand, og værst af alt er det klare oplæg til en toer, der klodset klistres ind under rulleteksterne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet