Terminator Salvation

InstruktionJoseph McGinty Nichol

MedvirkendeSam Worthington, Anton Yelchin, Moon Bloodgood, Bryce Dallas Howard, Helena Bonham Carter, Common, Roland Kickinger, Michael Ironside, Jane Alexander, Chris Browning, Chris Ashworth, Jadagrace, Christian Bale, David Midthunder

Længde118 min

GenreSci-Fi, Action, Thriller, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen04/06/2009

Anmeldelse

Terminator Salvation

3 6
Tomme tønder buldrer mest

Først kom “Terminator”. Fee’. Så kom “Terminator 2: Judgement Day”. Megafee’. Og så kom “Terminator 3: Rise of the Machines”, som blev en skændsel på den daværende trilogi og et varsel om, hvorledes fremtidens actionfilm kommer til at se ud: komplet hjernedød action sølet til i uendelige mængder computeranimerede effekter. Nyheden om en fjerde film i serien havde for undertegnedes vedkommende ikke større effekt end lidt trækken på skuldrene. Dog blev forventningerne en smule højere, da Christian Bale pludselig poppede op i forbindelse med projektet – hans tilstedeværelse er trods alt ofte garant for en vis kvalitet. Men kan den dygtige hr. Bale nu også redde et helt projekt, når instruktøren hedder McG og har “Charlie’s Angels” på samvittigheden?

For første gang i “Terminator”-franchisen befinder vi os i tiden efter maskinernes angreb på menneskeheden. Robotterne hærger planeten, mens menneskene må leve i skjul og organisere sig i små celler i den større, verdensomspændende modstandsbevægelse. Den dødsdømte morder Marcus Wright – spillet af Sam Worthington – vågner op i dette helvede og blandes mod sin vilje ind i modstandsbevægelsens oprør mod maskinerne. Han må med tiden indse, at han spiller en helt central rolle i kampen om overherredømmet på Jorden.

I “Terminator 3: Rise of the Machines” var der saksuseme knald på. Der er heldigvis skruet en lille smule ned i “Terminator Salvation”, men det er faktisk ikke meget. Det meste af filmen er en hæsblæsende jagt med eksplosioner over det hele og meget lidt tid til at få vejret. McG udtaler på ekstramaterialet, at han hader action for actions skyld, og at det bør have en motivation – *host host*. Actionsekvenserne er, som man kan forvente i en film til over en milliard kroner, ganske velorkestrerede og hårdtslående, men det er simpelthen komplet umuligt at føle et sus, når man er totalt ligeglad med de implicerede karakterer – og ja, det gælder desværre også Bale i rollen som John Connor.

Det ville være dejligt at kunne skrive, at man sjældent ser så flade karakterer som i “Terminator Salvation”, men i dagens Hollywood ville det desværre være løgn. Samtlige roller i filmen er komplet blottet for personlighed i en grad, så man næsten undrer sig over, hvorfor menneskene overhovedet er interesseret i at differentiere sig fra maskinerne. McG skulle nok have holdt sig til sin sædvanlige gesjæft som musikvideoinstruktør, for det visuelle har han uden tvivl styr på. Personinstruktionen er derimod elendig. Havde der været bare en snert af normal menneskelighed frem for en klichéfyldt, militant fremtoning på alle fronter, ville både actionsekvenser og historie have fungeret langt bedre.

Historien, som den må have udspillet sig på papir, er dog fin nok. Da der efterhånden er ved at opstå en del uoverensstemmelser i kronologien pga. slatne manuskriptforfatteres manglende evne til at overskue tidsrejserne, er det forfriskende at lade filmen udspille sig efter maskinernes angreb. Derfor er der da heller ingen kronologiske problemer – derimod er der enkelte meget store huller i plottet. Man skal kort sagt være god til at sluge kameler, hvis ikke man vil tage sig til hovedet for mange gange i løbet af filmen.

Nuvel, “Terminator Salvation” er ikke komplet mislykket. Hvis man er i stand til at slå hjernen helt og aldeles på standby, kan visse af sekvenserne sagtens underholde. Der er fuld knald på både billede og lyd, og det har ca. samme underholdningsværdi som at give hinanden lammere i en brandert. Men hvor er det ærgerligt at få en hammerdygtig skuespiller som Christian Bale med kun for at skabe en flad og uinteressant karakter. Filmen lander stilmæssigt ganske uheldigt på et tidspunkt, hvor vi har fattet, at man kan lave alt, hvad man ønsker med computergenererede billeder. Det er ikke imponerende længere, og historiens pointer, om hvor vigtigt det er at bevare det menneskelige midt i al maskineriet, går ironisk nok tabt midt i grafikhelvedet. Som publikum engageres vi nu engang bedst i den menneskelige psyke, når den fremstår menneskelig.
Video

Med sit desaturerede look og den “Mad Max”-agtige scenografi er “Terminator Salvation” rigtig lækker at se på. Filmen er skudt i 2.35:1, og transferet er ganske udmærket. Der forekommer en smule edge enhancement, men slet ikke i en grad, så det er en gene. Kontrasten gør ikke de store udsving, men til gengæld kunne skarpheden godt være lidt bedre.

Audio

Det er jo fantastisk dejligt, når ens dyrt indkøbte surroundanlæg bliver udnyttet, og det må man i høj grad sige, det gør i denne film. På dvd’en forefindes et Dolby Digital 5.1-spor, og der er godt gang i alle kanaler. Subben buldrer derudaf, og lyddesigneren har bestemt ikke været nærig med panoreringerne. Baghøjtalerne udnyttes i en grad, jeg ikke har været ude for før, og engang imellem er det faktisk næsten for meget. Desværre er diskanten meget vag og ikke specielt veldefineret, og det går især ud over de mange eksplosioner og skududvekslinger, som kommer til at lyde meget dumpe.

Ekstramateriale

Der medfølger en del ekstramateriale, som desværre kun er interessant for effektnørderne. Vi præsenteres for mange af filmens special effects, men på en ganske overfladisk og overilet måde. De små dokumentarer er næsten lavet som små actionfilm, og der er lige fart nok på til at komme i dybden med tingene.

“Terminator”-serien startede enormt fedt, men de to seneste film er slet ikke James Camerons værdige. Der er alt for meget action og alt for lidt omtanke. “Terminator Salvation” har et godt udgangspunkt med den dystopiske, post-nukleare fremtid, men potentialet udfyldes overhovedet ikke. For de, som gerne vil have filmen på hylden alligevel, er udgivelsen trods alt ganske hæderlig med glimrende video- og audiospor.

Terminator Salvation

4 6
Maskinerne kommer!

Få instruktører er blevet overvåget så nøje som 40-årige, amerikanske McG før, under og efter indspilningen af “Terminator Salvation”. Lige siden instruktøren med det grinagtige navn blev offentliggjort som den fjerde “Terminator”-films instruktør, har fans jordet ham i alenlange tilsvininger på alverdens internetfora med ét fælles ankepunkt: Hvordan i alverden kunne manden bag de usle “Charlie’s Angels”-film dog få lov til at løfte arven efter selveste James Cameron? Men sluk faklerne og skrinlæg jeres høtyve, kære McG-modstandere, for den udskældte filmmager er altså ikke roden til alt ondt i “Terminator Salvation”. McG har skruet en udmærket actionfilm sammen, og under hans lederskab har flere af Hollywoods bedste skuespillere og teknikere leveret en solid, kollektiv indsats.

Bebrejd hellere manuskriptforfatterne Michael Ferris og John Brancato for filmens mangler (duoen bag drejebøgerne til bl.a. “Terminator 3: Rise of the Machines” og “Catwoman”). Parrets manus blev angiveligt finpudset af prominente talenter som Shawn Ryan, Jonathan Nolan og Oscar-belønnede Paul Haggis, men historien er en rodet omgang, som snarere føles som et bindeled mellem en ikke-eksisterende forgænger og en potentiel fortsættelse snarere end en selvstændig affære. De fleste karakterer introduceres blot med en henkastet bemærkning og der er flere plothuller i form af hjernevridende tidsparadokser. Filmen virker ufuldstændig.

Og man savner virkelig scenen, hvor Connor endelig træder i karakter. I Camerons “Terminator 2: Judgment Day” var Connor bare en lille, nørdet knægt. Og i Jonathan Mostows relativt underholdende, men ligegyldige “Terminator 3: Rise of the Machines” var han en introvert svækling, som ikke ligefrem lignede en mand, der kunne lede menneskeheden til sejr over Skynets dræbermaskiner årtier senere. Hvordan Connor forvandlede sig til den kompromisløse soldat anno 2018, som Christian Bale portrætterer i “Terminator Salvation”, finder vi desværre aldrig ud af. Bale er som sædvanligt fremragende. Waliseren udstråler ukuelig selvsikkerhed, men også troværdig sårbarhed i filmens stille stunder.

Men “Terminator Salvation” tilhører Sam Worthington – den hidtil fuldstændig ukendte australier, som også spiller hovedrollen i James Camerons kommende 3D-storfilm “Avatar”. Faktisk er Connor nærmest en bifigur, som jævnligt forsvinder i adskillige minutter. Worthingtons karakter, den gådefulde, menneskelignende terminator Marcus Wright, er den med mest kød på. Skuespilleren er simpelthen fantastisk i rollen som en mand i konflikt med sin egen identitet på jagt efter en grund til at leve – eller er det monstro til at dø? Worthington får rig lejlighed til at skråle og uddele tæsk, men det er i de mere subtile, følelsesladede momenter, at både filmen, Worthington og resten af ensemblet er stærkest – såsom da Marcus uforsætligt tænder en bilradio og et musiknummer starter, som minder ham om hans døde bror. Worthingtons ansigt er et af Hollywoods få, der kan fortælle en hel historie med ét blik.

Ligesom Camerons to “Terminator”-klassikere holder “Terminator Salvation” immervæk et vågent øje med sine karakterer. Der er dog stadig nok sprængninger, ildkugler, flammehav og altfortærende lava i McG’s temperamentsfulde blockbuster til at tilfredsstille selv den mest psykotiske pyroman og Michael Bay. Nogle af computereffekterne er ringe (Skynets kæmperobot fremstår håbløst forældet i kølvandet på “Transformers”), men de fleste er hæderlige – selv den digitale udgave af Arnold Schwarzenegger. Og på trods af, hvad Bale konstaterede i sin veldokumenterede tilsvining af filmens fotograf, Shane Hurlbut, under optagelserne, så har Hurlbut, kulissemagerne og lyddesignerne i samspil skabt et frygtindgydende portræt af et futuristisk L.A. i ruiner.

Hvor den tredje “Terminator”-film ofte direkte parodierede forgængerne, behandler McG mytologien med enorm respekt. Selv seriens tilbagevendende citater – ”I’ll be back” og ”come with me if you want to live” – leveres sobert. Danny Elfmans udmærkede score genbruger heller ikke Brad Fiedels gamle, iørefaldende “Terminator”-tema i tide og utide, og introsekvensen med dens flyvende bogstaver er en herlig nyfortolkning af titelsekvensen i seriens allerførste kapitel. Men måske er “Terminator Salvation” alligevel for respektfuld. I sin iver efter at falde i hak med de forrige films handlingsforløb og ære sine rødder glemmer filmen indimellem at slippe tøjlerne og have det sjovt. En seværdig, men forglemmelig tilføjelse til en filmføljeton, der sagtens kunne være stoppet med kapitel to.

Trailers

Kort om filmen

Året er 2018. Den yderste Dag er kommet, gået og har efterladt civilisationen, som vi kendte den – i ruiner. En hær af Terminators hersker nu i den post-apokalyptiske verden, hvor de dræber eller indsamler de få overlevende mennesker. Men de overlevende har organiseret sig i en modstandsbevægelse, der skjuler sig under jorden, hvorfra de lynhurtigt slår til mod den ellers totalt overlegne fjende. Terminatorne styres af det kunstige overvågningssystem Skynet, der 14 år tidligere udviklede selvbevidst intelligens, hvorefter det – helt uden varsel – vendte sig mod sine skabere og udløste den atomare udslettelse mod den uforberedte klode. Kun én mand forudså katastrofen – en mand, hvis liv er tæt forbundet med menneskehedens skæbne, John Connor, der sammen med de andre overlevende nu står overfor den mørke fremtid, som han hele sit liv er blevet advaret imod. Men noget uforudset har rystet hans tro på, at menneskeheden har en chance for at vinde den ulige krig.