Af: jannie dahl astrup | Udgivet: 2014-10-19

Er Ben Affleck en hustrumorder? På torsdag bliver spændingen udløst i David Finchers både længe ventede og hypede thriller, “Kvinden der forsvandt”. Skulle du af uransagelige grunde ikke allerede glæde dig til at se den nye Fincher-film, giver vi dig her fem grunde til, at du burde gøre det.

5. Friske thriller-ansigter

Neil Patrick Harris, Tyler Perry og Emily Ratajkowski. Hvis David Fincher kan få disse tre umage skuespillere til at fungere i en mordthriller i mol, er det imponerende. Den altid sjove og velklædte Harris, bedste kendt fra sitcom’en “How I Met Your Mother”, indtager tilsyneladende rollen som ubehagelige stalker, fjollede Perry er en slesk advokat og modellen Emily Ratajkowski fra den der “Blurred Lines”-musikvideo er åbenbart også skuespiller.



4. Suspense som Hitchcock

David Fincher ser ud til at få sin bedste Hitchcock-vibe på i “Kvinden der forsvandt”. Hende, der forsvinder, er en klassisk, kølig Hitchcock-blondine, der – heldigvis for os i biografsæderne – er et mysterium. Som Kim Novak i “Vertigo – En kvinde skygges”. Og enhver film, der kan få os til at tænke Hitchcock, må altså være en virkelig god film.



3. Rosamund Pike

ENDELIG en hovedrolle med kød på til britiske Rosamund Pike. Ja, ja, Carey Mulligan var da både sød og charmerende i “An Education”, men det var den indtagende Rosamund Pike, der stjal scene på scene i Lone Scherfigs film. Her brillerede hun som lettere naiv societydulle med en garderobe til at dø for og leverede tilmed velturneret comic relief.



2. Twists

Se7en”, “The Game”, “Fight Club”, “Panic Room” og ikke mindst “Zodiac” er alle monumenter over Finchers evne til at twiste et plot, lede dig rundt i cirkler og blindgyder og bare generelt få de små hår på armene til at rejse sig i frydefuld spænding. “Kvinder der forsvandt” har også alle ingredienserne til at blive en fuldfed Fincher-thriller med sin fortælling om et på overfladen lykkeligt ægteskab, der viser sig at gemme på mørke hemmeligheder.



1. Trent Reznor

Med Nine Inch Nails-frontmanden Trent Reznor og samarbejdspartneren Atticus Ross som musikalske afsendere på scoret er der gode ting i vente. Reznor og Atticus har tidligere leveret ildevarslende, kolde støj-kompositioner til to Fincher-film; “The Social Network” og “The Girl With The Dragon Tattoo”, og i den for længst klassiske åbningssekvens i “Se7en” er det et krybende ubehageligt remix af Nine Inch Nails’ “Closer”, der slår stemningen an.


Gravatar

#1 Nagash 10 år siden

Jeg glæder mig forfærdelig meget til denne film. Jeg har skyhøje forventninger, men for en gangs skyld, er jeg ikke engang bange for, at blive skuffet.
Ender sgu nok med, at blive årets film, med mindre Interstellar viser Nolan er tilbage i topform (er blevet lidt lunken overfor sidste Batman, efter gensyn).

Skriv ny kommentar: