Education, An

InstruktionLone Scherfig

MedvirkendeCarey Mulligan, Olivia Williams, Alfred Molina, Cara Seymour, William Melling, Connor Catchpole, Matthew Beard, Peter Sarsgaard, Amanda Fairbank-Hynes, Ellie Kendrick, Dominic Cooper, Rosamund Pike, Nick Sampson, Kate Duchêne, Bel Parker

Længde100 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen22/04/2010

Anmeldelse

An Education

5 6
En tur i livets skole

I de sidste ti år er der sket mange ting, som har rettet den internationale verdens øjne mod Danmark. Muhammed-tegninger, besøg af OL-komiteen, klimatopmøde, fint besøg af Barack Obama, endnu finere besøg af Oprah Winfrey, grøn teknologi osv. Og vores filmindustri er selvfølgelig også fulgt med. Lars von Trier er begyndt at lege med de helt store skuespillere. Mads Mikkelsen, Nicolai Coster-Waldau, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen er begyndt at lege med de helt store instruktører. Men som i alle andre brancher er kvinderne begyndt at give mændene baghjul, og i øjeblikket er de to hotteste danske filmfolk Susanne Bier og Lone Scherfig, hvoraf sidstnævnte har instrueret den Oscar-nominerede “An Education”.

Den 17-årige Jenny vokser op i et småborgerligt forstadshjem i start-60’ernes London. Hun er først og fremmest en dygtig elev, den dygtigste i sin klasse i den traditionelle pigeskole, og hun gør, hvad hun kan for at tilegne sig de klassiske dyder, som hendes pacende far mener hører sig ethvert dannet menneske til. En dag støder hun på den ældre og velhavende storcharmør David, som viser hende, at dannelse kan være så meget andet end franske gloser og latin – livet skal leves, mens man kan, og hos David læser man ikke blot om kulturen – man køber den og nyder den. Jenny påbegynder et oprør mod småborgerligheden og sin emsige far, mens hendes uddannelse træder mere og mere i baggrunden.

“An Education” er i allerhøjeste grad båret af skuespillerne. Det er svært at vælge, hvor man skal starte i sin lovprisning af disse, for filmen byder på den ene fremragende præstation efter den anden. Først og fremmest er der Carrey Mulligan i hovedrollen. En stædig fordom om engelske piger er, at de ikke ligefrem er klassiske skønheder, men mage til møgcharmerende pigebarn skal man lede meget længe efter! Hun bringer en utrolig vitalitet til Jenny og formår at favne de mange dilemmafyldte følelser, som kendetegner karakteren. Hendes far, Jack, spilles af Alfred Molina, som præsterer den største rolle, denne anmelder nogensinde har set ham i. Han fungerer ofte som historiens comic relief, men med en så fin timing og vægtning af ordene, at intet bliver plat, men derimod bidrager positivt til filmens overordnede stemning.

“An Education” er en film om Jennys oprør, men bag den åbenbare fortælling ligger også fortællingen om det kommende ungdomsoprør i midten af 60’erne. Ungdommen – her personificeret i Jenny – begynder at stille spørgsmålstegn ved de stående doktriner i uddannelsessystemet, men i hendes spørgsmål gemmer sig også overvejelser om meningen med selve livet. Ikke i religiøs forstand, nej, tværtimod indser hun, hvad de voksne tilsyneladende aldrig har tænkt over, nemlig at livet ikke skal lede hen mod et udefinerbart, endeligt mål, men derimod leves og frem for alt opleves, mens man kan. Og hvad skal man så med bøgernes beretninger om store bedrifter, når man selv kan begå dem?

Dette tema er ikke noget, Lone Scherfig presser ned over hovedet på publikum. Det svæver blot i luften som en mulighed, seeren selv må indse. Således byder filmen på mange små detaljer, som man ikke nødvendigvis opdager ved første gennemkigning, og det er især disse mange finesser, der fuldender historien og bærer vidne om Scherfigs store kompetence som instruktør.

Man kan argumentere for, at en malplaceret voiceover og en lidt forhastet slutning trækker filmen ned, men det er ikke noget, der for alvor kan overskygge en ellers herlig og utroligt dejlig film. Jennys historie opsummerer ganske flot den rutschebanetur, teenageårene byder på, og samtidig ligger der en skarp kritik af den blinde arbejdsmoral, som stadig kendetegner mange mennesker. “An Education” er en meget moden film, men Lone Scherfig forstår at præsentere den, så den fremstår legende ungdommelig.
Video

Præsenteret i 2.35:1. Det digitale videotransfer er utrolig tæt på at være helt perfekt. Det varme farvetema, der sætter stemningen i de gennemførte 60’er-miljøer er utroligt behagelige at se på, og kontrasten er helt ekstremt stabil. Komprimeringsfejl som edge-enhancement og udtværing er fraværende, og skarpheden er god. Der er kun ét lillebitte men: hist og her dukker der lidt for meget digital støj op i de mørke dele af billedet, men det er vitterligt også det eneste, man kan sætte en finger på.

Audio

Dolby Digital 5.1. “An Education” er ikke just en film, der indbyder til et studie i lyddesign. Det meste af tiden høres blot stemmer og lidt musik, men disse gengives til gengæld ganske flot. Især musikken har en rigtig god fylde, men også dialogen klinger fint og naturligt.

Ekstramateriale

Udover en håndfuld trailere byder dvd’en ikke på noget ekstramateriale.

For denne anmelder blev “An Education” årets store overraskelse. Man kunne nok have sagt sig selv, at en Oscar-nominering for bedste film var et vink med en vognstang, der indikerede, at filmen i det mindste måtte have noget godt at byde på, men at den ligefrem var en lektion i kompetent storytelling var ikke forventet. Som beskrevet ovenfor er slutningen ikke helt perfekt, men en sådan detalje er til at overse i en ellers utroligt dejlig film. At vi så samtidig forkæles med et fremragende videospor er blot en ren luksus – det samme kan desværre ikke siges om det manglende ekstramateriale.

Education, An

5 6
En livslektion

Selvom hendes kærlighedskomedie “Italiensk for begyndere” charmerede alt og alle og gjorde sætningen ”Det lyder fandme ulækkert!” til folkeeje, havde man alligevel næppe regnet med, at Lone Scherfig var endt som instruktøren bag en engelsksproget Oscarnomineret film. Det gjorde hun imidlertid, og efter den lange ventetid kan vi herhjemme endelig selv kaste et blik på “An Education” og konstatere, at nomineringen er ganske forståelig.

Filmen er baseret på en kort selvbiografisk artikel, som den engelske journalist Lynn Barber har skrevet, og foregår i 60’ernes England. Her møder vi den 16-årige Jenny, der står over for måske at skulle optages på Oxford. En regnvejrsdag får hun et lift af den charmerende David, der er i 30’erne og tydeligt viser sin interesse. Inden længe mødes de “tilfældigt” igen, og han får snart inviteret hende ud. En spirende affære er under opsejling.

Hendes forældre er mistroiske, men da faderen lader en uheldig bemærkning falde om Davids jødiske ophav, fanges den lynhurtigt af den snedige David, der anvender den til at holde ham i skak. Hvis faderen siger nej til forholdet, indrømmer han jo sin racisme, ikke sandt? Inden længe har han også vundet forældrene over på sin side, og de vender et blindt øje til, mens David introducerer Jenny til en verden af finkultur, natklubber og musik, hvor weekender i Paris er hverdagsbegivenheder, og hvor den grå engelske virkelighed kommer til at virke tiltagende uattraktiv.

Forholdet mellem Jenny og David udvikler sig, og små spor antyder måske, at David ikke helt er den, han giver sig ud for at være. En stor del af æren for den nagende tvivl skyldes Peter Sarsgaard, der formår at spille figuren, så han på én gang er dragende og lidt urovækkende. David har et talent for at se, hvad folk søger, og opdager hurtigt i Jenny behovet for at blive behandlet som en voksen. Det er nærliggende at betragte ham som en lummer sexhungrende karl, men han er faktisk oprigtigt interesseret og rørt over denne unge pige.

Jenny er for sin del måske nok naiv og lidt godtroende, men ikke mere end at hun vælger at lade sig bedrage. Hun er villig til at overse de mere skumle sider, fordi hun er så forelsket – om end måske mere i de muligheder, som den nye spændende tilværelse synes at love, end i manden selv. Hun spilles med saft og kraft af en blændende Carey Mulligan, der forsyner den unge kvinde med en rørende naivitet, men også en videbegærlighed og viljestyrke, der trods blåøjetheden gør hende til en stærk figur. Det er slet og ret en stjerneskabende præstation, der hurtigt leder tankerne hen mod en ung Audrey Hepburn.

Mulligan er ikke mindst fremragende til at vise overgangen fra ung og uskyldig til moden ung kvinde, og det er da også heri, filmens lærdom ligger. På overfladen ligner “An Education” ganske vist en moralsk fortælling om at holde sig på den rette sti, men i bund og grund handler den om nogle af de livslektioner, vi alle i et eller andet omfang må gennemgå. Vi tilgiver og føler med Jennys valg, og fordi Lone Scherfig forstår at holde igen med melodramaet og tåreperserscenerne, og fordi lunet bibeholdes gennem film, bliver historien til både en rørende og stærkt underholdende fortælling. Det er en sørgmodig komedie, der udspiller sig her, men ikke mindst Carey Mulligans herlige præstation gør den til en livslektie, man kun er alt for villig til at lære.

Kort om filmen

Vi er i England 1961. Jenny er 16 år. Køn, begavet og på vej til Oxford og en prestigefyldt uddannelse. Så møder hun David. Han er noget ældre end hende, han kører sportsvogn, er charmerende og lever et spændende liv. Et voksent liv, som Jenny i den grad savner. Med det er ikke uden omkostninger at kaste sig i armene på nattelivet, før man er helt indstillet på at se morgendagen i øjnene. Jenny kommer i livets – fascinerende og hårde – skole. For tidligt?