I de sidste ti år er der sket mange ting, som har rettet den internationale verdens øjne mod Danmark. Muhammed-tegninger, besøg af OL-komiteen, klimatopmøde, fint besøg af Barack Obama, endnu finere besøg af Oprah Winfrey, grøn teknologi osv. Og vores filmindustri er selvfølgelig også fulgt med. Lars von Trier er begyndt at lege med de helt store skuespillere. Mads Mikkelsen, Nicolai Coster-Waldau, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen er begyndt at lege med de helt store instruktører. Men som i alle andre brancher er kvinderne begyndt at give mændene baghjul, og i øjeblikket er de to hotteste danske filmfolk Susanne Bier og Lone Scherfig, hvoraf sidstnævnte har instrueret den Oscar-nominerede “An Education”.

“An Education” er i allerhøjeste grad båret af skuespillerne. Det er svært at vælge, hvor man skal starte i sin lovprisning af disse, for filmen byder på den ene fremragende præstation efter den anden. Først og fremmest er der Carrey Mulligan i hovedrollen. En stædig fordom om engelske piger er, at de ikke ligefrem er klassiske skønheder, men mage til møgcharmerende pigebarn skal man lede meget længe efter! Hun bringer en utrolig vitalitet til Jenny og formår at favne de mange dilemmafyldte følelser, som kendetegner karakteren. Hendes far, Jack, spilles af Alfred Molina, som præsterer den største rolle, denne anmelder nogensinde har set ham i. Han fungerer ofte som historiens comic relief, men med en så fin timing og vægtning af ordene, at intet bliver plat, men derimod bidrager positivt til filmens overordnede stemning.

Dette tema er ikke noget, Lone Scherfig presser ned over hovedet på publikum. Det svæver blot i luften som en mulighed, seeren selv må indse. Således byder filmen på mange små detaljer, som man ikke nødvendigvis opdager ved første gennemkigning, og det er især disse mange finesser, der fuldender historien og bærer vidne om Scherfigs store kompetence som instruktør.

Præsenteret i 2.35:1. Det digitale videotransfer er utrolig tæt på at være helt perfekt. Det varme farvetema, der sætter stemningen i de gennemførte 60’er-miljøer er utroligt behagelige at se på, og kontrasten er helt ekstremt stabil. Komprimeringsfejl som edge-enhancement og udtværing er fraværende, og skarpheden er god. Der er kun ét lillebitte men: hist og her dukker der lidt for meget digital støj op i de mørke dele af billedet, men det er vitterligt også det eneste, man kan sætte en finger på.

Dolby Digital 5.1. “An Education” er ikke just en film, der indbyder til et studie i lyddesign. Det meste af tiden høres blot stemmer og lidt musik, men disse gengives til gengæld ganske flot. Især musikken har en rigtig god fylde, men også dialogen klinger fint og naturligt.

Udover en håndfuld trailere byder dvd’en ikke på noget ekstramateriale.

Selvom hendes kærlighedskomedie “Italiensk for begyndere” charmerede alt og alle og gjorde sætningen ”Det lyder fandme ulækkert!” til folkeeje, havde man alligevel næppe regnet med, at Lone Scherfig var endt som instruktøren bag en engelsksproget Oscarnomineret film. Det gjorde hun imidlertid, og efter den lange ventetid kan vi herhjemme endelig selv kaste et blik på “An Education” og konstatere, at nomineringen er ganske forståelig.

Hendes forældre er mistroiske, men da faderen lader en uheldig bemærkning falde om Davids jødiske ophav, fanges den lynhurtigt af den snedige David, der anvender den til at holde ham i skak. Hvis faderen siger nej til forholdet, indrømmer han jo sin racisme, ikke sandt? Inden længe har han også vundet forældrene over på sin side, og de vender et blindt øje til, mens David introducerer Jenny til en verden af finkultur, natklubber og musik, hvor weekender i Paris er hverdagsbegivenheder, og hvor den grå engelske virkelighed kommer til at virke tiltagende uattraktiv.

Jenny er for sin del måske nok naiv og lidt godtroende, men ikke mere end at hun vælger at lade sig bedrage. Hun er villig til at overse de mere skumle sider, fordi hun er så forelsket – om end måske mere i de muligheder, som den nye spændende tilværelse synes at love, end i manden selv. Hun spilles med saft og kraft af en blændende Carey Mulligan, der forsyner den unge kvinde med en rørende naivitet, men også en videbegærlighed og viljestyrke, der trods blåøjetheden gør hende til en stærk figur. Det er slet og ret en stjerneskabende præstation, der hurtigt leder tankerne hen mod en ung Audrey Hepburn.